Ruby Cabernet Red Wine Long Wood

Ny dag, ny vin, samme koncept. For første gang i bloggens historie kommer vi forbi Aldi. Tysk kvalitets højborg. Værsgo'.

Den lugter virkelig lidt råddent, men afslører intet om sin smag. Etiketten ligner noget der er skåret ud og sat på af fulde børn. Noget af det første der sker efter vi har taget en forsigtig jomfruslurk er, at Marc ubryder et "HEHUEAARRRGFH!", og så er den bazar ligesom åben. Vi er på alle måder glade for, at  vinen hedder LONG WOOD, og vi kan kun håbe, at det hentyder til et indspark libido  senere på aftenen, men det er ikke sikkert, vi rapporterer noget om dethæhææhæ

Denne "Cabernet" er ikke en god starter til andendagen - den er decideret stærk og ret sur, og det bliver du måske også. Den sætter lige plet i solar plexus. Den har et hint af den klassiske bismag af mumie. Marc ser tænksomt frem for sig og siger med profetisk blik: jeg kunne godt forestille mig, at den er god senere på aftenen. Og det kunne man faktisk godt. Den smager trods alt af noget, er billig og er knap så stærk til de sene nattetimer. Til gengæld har vi svært ved at sige noget om, hvad den rent faktisk smager af. Den har en veludviklet Ribenakant, og bag den sprittede maske gemmer sig måske en udmærket vin, som smager lidt af jordbær og lidt af jord. Måske er den god til Glögg - opvarmingen ville nok tage kanten af det sprittede, og det er i hvert fald ingen skam at hælde denne rødvin i en gryde sammen med rosiner og nødder og mase det hele sammen. Dixi.

12,5%, 29,95 i Aldi' Aldi'

Canti Puglia (Canti Puh lige ha'!) (Netto)

Raskolni-redaktionen er i skrivende stund på vej over sundet. Til lejligheden har vi (selvfølgelig) medbragt vin. Vi forsøgte at finde en vin med maritimt tema, men til vores ærgelse lod dette sig ikke gøre uden grundig research. Research, som vi ikke har lavet. Valget faldt derfor på en mellemdyr italiensk lortevin på sølle 12%. Vi tænker det måske kunne være en god overfartsvin. Hvorom alting er, kan vi i hvert fald anbefale at drikke vin på en båd.

Selve vinen: flasken er klassisk vin med genkendelig etikette og nedtonede farver, og vinens farve ser nogenlunde ud, dog er det svært at bedømme i papkrus. Her stopper lighederne med vin så også. Smagen er utrolig tør og sur, som at spise oasis dyppet i citronsaft. Samtidig er den meget sprittet, som om den har ligget i en meget garvet kaptajn i lang tid. Man forledes til at tro at procenten er højere, men igen byder vinen på en skuffelse. De 12% er ikke er et stort nok afkast for den bitterhed man må gennemleve.

Til vinens minimale forsvar må vi sige at vores position agterdæks muligvis har givet os så meget saltvand i fjæset at vores smagsløg er kompromitterede. Dette er tydeligvis ikke en anbefaling, men set i forhold til færger er den acceptabel.

12%, 35 kroner i Næj Do

Ode til Havet - af Lars Rasmussen

Åh, du store, skummende hav

Blå og frådende portal

Du har så mange gode mænd slugt

Helt uden de fik sig en dram

Primitivo Merlot Tarantino 2010 (Rema)

Tiden er imod os, så vi staver lige dårligere end vi drikker. Denne vin er stærk (14 procent) og har lavet gode film. Til gengæld virker det ikke som en vin, man vil have børn med. Medmindre man gerne vil have børn, der kun hører nu-metal, og det vil vi ikke.
Smagen er sur, skarp og umotiveret bitter. Som en tween, der tror alt går i orden fordi den hører Skrillex. Igen, de mange procenter lader sig ikke mærke, og den her vin går slet ikke medieval på din ass, så måske er der tale om en spedalsk navnebror.

14%, 40 kroner i Krammer Tungsind

Paul Mas 1892 2010 (Rema)

Efter hvad der har virket som en evighed, er redaktion nu endelig samlet til i ro og fred igen at blive pissefulde oven i hinanden. Vi vil gerne sige tak til alle dem, der lagde smagsløgene på hylden og mødte op til vores Roskilde-arrangement og var dejlige. Intet varer evigt, og derfor er det heldigt, at vi har en vis rutine i at drikke under civiliserede forhold.

Den opmærksomme læser vil bemærke at denne vin har et stort, gult klistermærke på, der indikerer en pris på 40 kroner. Indrømmet, vi har købt den på tilbud, men vi føler at vi fortjener at blive forkælet lidt efter  vores halsbrand-maraton på Roskilde. Desuden spiser Lars pizza mens han smager, så dér trækkes allerede lidt fra kvaliteten.

Vi må tage den første slurk om igen tre gange hver, før vi ved hvad vi skal sige. Det dunker lidt i munden på Marc - den gør dig virkelig opmærksom på, hvor i (eller på) kroppen den befinder sig. Idet man tager den for munden og begynder at drikke synes vinen at love en masse udmærkede ting, men så snart den er kommet indenfor smager den af ingenting. Den kunne minde om en dedikeret 100-meter løber, der forsøger at vinde på 800 meter - en flamboyant start med impotent udgang. Den kollapser som en budding i en kommode, jo længere den kommer ned i halsen. På trods af sine sunde 13,5% er den absolut ikke stærk, nærmest tværtimod, og det er ikke fordi alkoholen skjules i ekstrem sødme, tørhed eller noget andet. Nærmere er det bare en vin, der insisterer på en lidt kedelig neutralitet og aldrig rigtig kommer ud over rampen. Vi er ret sikre på, at det er godt for os. Hvis Paul Mas i praksis havde været indenfor vores prisniveau ville det nok have været en anbefaling, men det er den jo ikke. Der findes bedre vine til over 50 kroner (og til under 40 kroner). Men for vores skyld, giv den endelig noget Rebecca hvis dit budget kan holde til det. Den slår dig ikke ihjel, tror vi.

13,5% 40 kroner (på tilbud) i Lama Musen   

Dette er ikke en anmeldelse

Nu har vi, redaktionen, Lars og Marc, eksisteret som Discountvin-anmeldere i et år og nogle måneder, og planen med alt dette har altid været ikke-eksisterende: Så længe vi havde det sjovt og, med held, kunne underholde en håndfuld mennesker, så ville vi være overordentligt tilfredse. 

Sådan skulle det ikke blive. Mangt en læser vil huske, at vi i fjor gennemførte en eksklusiv tour de force-anmeldelse i papvinens (u)glæder i anledning af, at den længe ventede festivalsæson var lige om hjørnet. Og ja: igen i år vil vi trappe op til det store slag på den store mark, men under et - hvis vi selv skal sige det - lidt specielt forhold. 

Sagen er, at vi pr. Facebook pludselig får en forespørgsel: en ung dame vil gerne have fat i os. Det viser sig, at hun er en del af Madstrategien på Roskilde Festival, en gren af konceptet More Than Music. De kunne tænke sig et indslag om billig vin på Roskilde, og det synes vi er både oplagt og passende. Det korte af det lange er at vi torsdag den 5. juli på et endnu ubestemt tidspunkt et sted på Dyrskuepladsen, vil stå for et indslag, der kommer til at handle om at teste, indtage og på andre måder bedømme festivalvarm* discounthvidvin under fornøjelige og kontrollerede forhold. 

Vi glæder os usigeligt til at kaste os ud i hvidvinens tvivlsomme charme. Det kommer til at svinge på bloggen inden, og på Roskilde kommer filmen til at knække med en vellyd, så vinbønderne synger. Så hold jer klar, og hold jer fulde. Vi elsker jer alle sammen. 

Vær der eller vær kvalitetsvin.

*Der bliver varmt på Roskilde i år. Det har Dionysos fortalt os.

  

Pampas del Sur (Føtex)

Disclaimer: Vi er ikke blevet fine på den, vi er bare blevet dovne og grebet af en vin-djævel. Dagens vin er sat ned fra 49 til 30 og er købt i latte-supermarkedet Føtex Food. Så hold kæft.

Der er en tyr på etiketten og den hedder "Sydens vidtstrakte sletter"-ish og er fra Argentina. Det kan vi godt li'. Vi har generelt gode erfaringer med dyr på etiketten (indsæt dshoig-joke her). Vi ville dog gerne have, hvis det betød "De sure papkasser", men faktisk er der ikke det store at udsætte på vinens smag - og det vil vi nu uddybe på.

Som Marc så smukt udtrykker det (efter omkring en halv flaske), får vinen dig til at savle inde i munden. Man skal lige synke en ekstra gang. Det bliver klart, at en indledende begejstring for vinen er ved at dæmpe sig en smule, efter vi nu har drukket et par glas. Den er sgu lidt sød i det og sniger sig stille og roligt hen mod den kategori, der hedder 'én flaske er rigeligt, tror jeg'. Vi er enige om at vi var blevet forledt at kådheden ved simpelthen at åbne en flaske vin på en halv sommerdag. Men måske er det også godt nok.

12%, 30 kroner i Skør Mex-Food

Fort Legrand 2011 (Rema)

Vinen giver Marc lyst til at lufte ud. Det er altså ret kedeligt. Denne Rhône-vin synes at fordufte så snart den rammer tungen - det er som at nedsvælge ingenting, og i tilgift efterlades man med en smag af fint mel i hele gabet.

Det er hurtigt gået op for os, at den vin vi har med at gøre ikke er en brugt myggespray værd. Så nu har vi tænkt os at finde på vildt mange måder hvorpå den kan beskrives lidet charmerende. 

Hvis denne vin var et medlem af Wu-Tang Clan, ville den være U-God.
Hvis denne vin var et teknologisk vidunder ville den være Titanic (filmen).
Hvis denne vin var en sportsgren ville den være kapgang.
Hvis denne vin var et format ville den være minidisken.
Hvis denne vin var en skrifttype ville den være Comic Sans.
Hvis denne vin var med i en film ville den ikke være nævnt i credits.
Hvis denne vin var en Gimli ville den være glatbarberet.
Hvis denne vin var en kvinde ville den være en båd.

Som det nok kan udledes, far, så kan vi ikke lide den her vin. Vi er ikke jo ikke unødigt onde, men vi har ikke engang lyst til at drikke den færdig (det gør vi selvfølgelig alligevel. Det er jo ikke gløggen).

Vi er ikke to gla' pølser hold kæft.

13%, 40 kroner i Roma-bussen

1659 Merlot 2011 (Rema)

Så! Nu er vi tilbage. Grundet almindelig eksamen og intensiv flaneren har vi nu i en måneds tid forsømt den public service-druk, som vi alle holder så meget af. Hvis druk er blevet afviklet i mellemtiden, har det udelukkende været med egoistiske bagtanker. Men nu er vi tilbage for at gøre jeres smagsløg lamme og tænder blå.

Vi lægger stærkt ud med en Afrikansk Merlot, hentet ned fra Remas hylder og valgt primært af den årsag, at den kan bryste sig af at have fået 5 stjerner et sted af et panel der drak den. Vi blev gjort opmærksom på dens kvaliteter via det A4-papir, der var tapet fast lige ved siden af. Der citeres: "Dette er vin (...) flasken har skruelåg." Det lyder til forveksling som en anmeldelse vi selv kunne have lavet, men ak, alle ved, at denne blog kun i patologiske tilfælde ville tage sig selv SÅ seriøst.

I glasset fremstår vinen med en fyldig, mørkerød farve, dog med den klassiske, syntetiske Ribena-kant, som vi efterhånden har lært at elske. Den ligger på sunde 14%, og det kan smages - den har en tendens til at blive lidt sprittet under tungen, men det er ikke for meget, og snart sagt uundgåeligt i så relativt stærk en vin.

Marc gibber mere og mere i det, jo mere han drikker, og vi er begge enige om at én flaske så absolut er rigeligt. Vinen er acceptabel, men jo længere man kommer ned i den jo mere ledes tankerne hen på bunsenbrændere og kemilokaler, hvilket naturligvis er underligt. Dette er vin, men også lidt mormors kirsebærvin. 

Vi ville nok ikke give den 5 stjerner i noget - det skulle måske lige være i at få piger til at gå hjem. Og det gider vi ikke hold kæft. 

14%, 39 kroner i Reumert Prisen

To nye kællinger i hønsehuset (Kvickly Xtra)

Tilfældet vil at aftenens to anmeldelser udgør en form for tema, idet de begge, fra andre årgange, tidligere er blevet anmeldt her på bloggen. Selvom Lars valgte at besøge et nyt og endnu uudforsket supermarkeds vinhylder, endte vi med at sidde med to vine, hvis storesøstre allerede har fået en tur i møllen. Enten er Lars synsk, eller også er han bare virkelig dum.

El Viejo Castillo de Montero 2010

Der er tale om en indpakningsmæssigt meget tiltalende vin; sexet måske ligefrem, med et et tempereret farvetema, der klæder den slentre, sensuelle krop ganske nydeligt. 

Det er lidt underligt at vinen, så straks den kommer op i glasset, dufter en smule af prop - mest fordi  flasken er med skruelåg. Prisen taget i betragtning er det nok egentlig ikke så underligt.

Af bitter erfaring ved vi at den første mundfuld altid er den farligste. Ofte er der ingen sammenhæng mellem duft og smag, og derfor var det denne gang en glædelig oplevelse at finde ud af at en behagelig tørhed er primus motor bag. Vinen er alt andet end tung og smagen nærmer sig noget, der kunne være udmærket. Den smager fint. Og det er trods alt en sjældenhed. 

13%, 29 kroner i Hold kæft, det' Esther

Ashwood 2011

Hvem har nogensinde smagt dværgetis? Hvis Ringenes Herre havde været en S/M-film, ville det havde været Gimli. Vi har fundet en substitut! For vi kan godt drikke Elrond under bordet. Denne fule væske borderliner på det mælk, som kommer ud af de køer, der kommer derfra, hvor Jar Jar Binks han bor. Og dét er ikke rart. Det er tydeligt at spedalske kørestolsbrugere har været inspiration til flaskens design, og desuden at det er folk med parkinsons, der har sat etiketten på. Det ville være den vin de serverer på Frøslev-lejren for at få folk til at droppe det der med asyl. Og vi er voldsomt enige: hvis ikke vi var kommet ind i dette land før denne vin, så var vi aldrig kommet (hæhæhæh).

13,5%, 29, 50 kroner i Kvæstede Ex-heste 

Rosso Veronese (pinlig-tavsheds-vin, Føtex)

Vi har i aften besøg af ingen ringere end den gode Dr. Stevnhøj, der faktisk også var kyndig anmelder og sundhedskonsulent på et af vor druedødsprojekter fra i fjor. Denne gang er han ikke mindst kvalificeret qua sin nylige interesse for såkaldt 'inflammation', som han for nærværende og efter smag og behag vil enten fremprovokere eller forhindre. 

Ved den allerførste mundfuld kigger vi kort på hinanden, og er straks håbefuldt enige om, at denne vin allerede slet ikke er så slem. Det kunne snildt have været at stikke os selv blår i øjnene, idet det forstås, at det er lidt af en satsning sådan at købe 3 liter af Føtex' erklærede discountrødvin. Det svarer til 25 kr. flasken. Gudskelov for sundhedskonsulenter. I skrivende stund har vi konsumeret hen ved 2 liter af stadset, og vi må indrømme at vi endnu ikke er blevet trætte af den. Smagsindtrykket kan absolut ikke fornærme nogen. Det kan være både godt og skidt, men siden vi taler om 25 kroner flasken, må det nødvendigvis anses for at være  overvejende positivt. Du bliver glad i låget af den, men du har ikke lyst til at gøre noget ved det, du vil helst bare sidde lige der og tale om følelser. Det kan være negativt på sin egen måde, men dog ikke hos os. Vi er nogle søde drenge.

Konklusionen er, at vi er overvejende positive - det eneste, der trækker ned er at procenten 12,5 ikke helt er stærk nok til sådan nogle stærke fyre som os. Det er uden tvivl en udmærket vin. Vi er glade for den og vil gerne anbefale den, men vi er bare ikke fulde nok ved tømt box. Det er en ærgerlig erkendelse, men dog en ærlig en. 

12,5 %, 99,95 kr. i Føtex FUSS

Vistaña Merlot 2011 (Rema)

Den er crazy! Og der er allerede noget i den!... tror Lars, men det er farven der snyder - farven af "Ribena Uran", som er sygeligt violet. Altså, sådan syyygeligt. Det er ikke engang sjovt.

Tingen er, at efter første glas er farven dog stadig det bedste/mest spændende ved denne vin. Den første mundfuld smager lidt af et barslagsmål. Fornemmelsen fordufter dog allerede omkring adamsæblet, men bliver så til noget tilsvarende ubehageligt nede i solar plexus - en plade med Marky Mark, måske? Men ret skal være ret, denne Santa Carolina kan bestemt drikkes, dog lægger den sig lidt i kategori med nogle andre vine, som vi for nylig har indtaget: de ikke-klamme-eller-noget-men-snarere-forstyrrende vine ("vine"). Man undrer sig over, hvordan nogen har smagt på det foreløbige produkt og tænkt: det er faktisk et slutprodukt.

Vi er under ingen omstændigheder enige i, at dette er en færdig vin. Men vi må vel nok indrømme at det trods alt er en vin, der rent fysisk godt kan komme ned i kroppen. 

Alt for store tanker om alt for små ting.

12,5%, 33 kroner i Roma Tuschen

POW!

Vinas Del Amarosa Cabernet Sauvignon (Super Best)

Det eneste man kan være helt sikker på, når man drikker denne vin, er at man kommer til at svede. Især lige omkring øjnene. Og eftersom vi ikke har tænkt os at drikke vin udenfor når det er vinter, er dette umiddelbart ikke et plus. Smagsindtrykket kan bedste beskrives ved sammenligning med en lækker frugttærte, som man af uransagelige årsager har krydret med en spand paprika. 

Citat Marc: "Jamen, det... det er en underlig vin. Som at slikke sukker af en rusten savklinge." 

Mere end noget andet hviler denne vin i sin egen underlige ubestemmelighed. Den er hverken god eller dårlig, du bliver bare lidt bekymret af at drikke den. Ikke kun fordi man pludselig sveder - faktisk mest fordi man hele tiden synes den smager mærkeligt, uden man på noget tidspunkt ved hvorfor. Du tror du godt kan lide den, men det kan du faktisk ikke. Den trækker dig ud i begge ender af følelsesregistret for blot at slutte lige midt imellem uden at have betydet en skid. Vi tror godt vi gider anbefale den, men det kan vi faktisk ikke.  

13%, 23,98 kroner i Svupper Fest

Vinas Del Amarosa Merlot (Super Best)

Hvordan opstod præmissen for denne vin? Ingen ved det, men vi har spekuleret: Den gæve vinbonde har været på sviptur til Svalbard, og har i den forbindelse besøgt en udslukt vulkan. Der har han ved et uheld indtaget en mundfuld svovl-vand, og har derefter tænkt: "Fy, for fanden, det kunne blive en god vin det her, ja, det ku' så", og så har han blandet det med rabarbermarmelade og kernemælk. Der er tale om en overvejende sur og tør vin med et hint at husholdningssprit i bouqueten, som trods sin ret tunge karakter faktisk ikke er så slem at få ned. Straks den er kommet ud af flasken er den virkelig dårlig, men det ændrer sig til det bedre jo længere den står. I tråd hermed er vi af den holdning, at vinen ville have allerbedst af at stå og ilte i en evighed. Det ville være optimalt for både dig og vinen. 

Vi vil påpege at vi på ingen måde kan lide denne vin - den er bare overhovedet ikke lige så slem som noget af det andet lort, vi har skullet klemme ned. Doesn't even crack our top ten. Så hvis du føler dig ekstra ubeha'lig, så værsgo' at gribe denne vin ved struben. Vi fralægger os alt ansvar.

 13%, 23,95 kroner i Bubbers Hest

Vistaña Sauvignon 2011 (Rema)

På trods af sine forholdsvis små procenter er denne chilenske guttermand en ret potent smagsoplevelse. Duftmæssigt lægger den sig ca. midt mellem ubrugt bølgepap og det glas den befinder sig i. Derfor er det desto mere overraskende, at den faktisk har noget at byde på. "Santa Carolina handler om kvalitet, traditioner og rav", står der på bagetiketten. Vi kan ikke kan høre havet i glasset, men vi kan sandsynligvis godt høvle glasset i havet.
Det er ikke en vin, du har travlt med at få ned i dit gab, men den smager klart bedre end f.eks. tis. Du kan godt, efter et glas eller to, føle en let trykken for brystet - men vi gætter på at det bare er din krop, der reagerer på al havvandet. Det skal du ikke tage dig af.
Vi vil faktisk rigtig gerne give en tøvende, omend oprigtig anbefaling af denne vin. I forhold til den store, fæle byrde, som vi har pålagt vores skuldre, så er denne vin et ophold i strømmen af flydende mug - en slags smagsløgenes barmhjertige samaritaner.
Altså: vi har på ingen måde sagt, at den faktisk er god. Den er bare tålelig. Vi har ramt the motherload of middelmådighed.

12,5%, 34,20 kroner i Rumbar

Bonus: Vinen får os til at føle os lidt således:

Barbadillo 2010 (Rema)

Efter en god men hård fødselsdag er redaktionen nu endelig kommet sig oven på strabadserne, og er klar til at blogge lidt igen om vores elskede lortevin. Dagens tema bliver djævlen på flaske.

Første ordre er en flottenheimer fra Spanien, der er udsmykket med, hvad vi antager er djævlehorn. Nogle ville måske hævde at det er tyrehorn, men så optimistiske er vi ikke. Altså regner vi med at blive mere syndige end tyrefægter-agtige af at drikke den. Marc fnyser ud af halsen ved første mundfuld, men man vænner sig faktisk hurtigt til den lidt bedske smag - den er ganske krydret med en lidt vrissen undertone. Den ér fra Spanien. Til prisen er den kvalitetsmæssigt i den høje ende, hvis man vel at mærke ikke skal drikke for meget af den: den lægger sig som en meget markant eftersmag af grillmix på det bageste af tungen og kan sagtens tænkes at blive kvalm lidt for hurtigt. Til gengæld sporter den 14% straight up, og det er mildest talt en redeeming quality i dette, vores discountvins-diskursiverende univers. Den er utilnærmelig på samme måde som Clint Eastwood i Gran Torino. Og det er ment på den bedst tænkelige måde.

14%, 35 kroner i Remée

La Coterie Ventoux 2010 (Bilka)

Kendere af Tour de France og/eller den gode Jørgen Leth vil vide, at Ventoux er det mest frygtede og legendariske bjerg på hele Touren. Det er her man enten vinder eller dør. (!) Vi tænker derfor straks, at vi er in for a ride (hæhæhæ). Det viser sig dog, at vinen ikke blot er markant bedre end den forrige, men også, at den - på godt og på ondt - slet ikke kan stå mål med sit prangende navn. Det er vi mere glade for end kede af. Hvis det havde vist sig, at denne vin havde svaret til at skulle bestige et 2000 meter højt bjerg mens man var smækket op på amfetamin, så havde aftenen nok udviklet sig anderledes end vi først havde forestillet os. Det er måske mere en familietur op af Himmelbjerget - til at begynde med virker det som en træls beskæftigelse, men når først man kommer i gang viser der sig at være indlejret sine helt egne, uventede glæder. Eller med en anekdote fra Marcs barndom: han gad egentlig aldrig til spejder, men når han så var der, så var det egentlig ret nice. 

Vinen praler på bagetiketten af, at den er et produkt af tæt samkvem mellem en række økologisk-idealistiske vinproducenter, og at den er både "enticing" og "alluring", men dét smager vi overhovedet ikke. Bevares, man har da brygget en vin og derefter kontaktet et flaske-firma, og det er da mere end vi nogensinde ville kunne administrere at sætte gang i. Det gør dog hverken vinen specielt dragende eller tiltrækkende, nærmere acceptabel og anvendelig. Vi har ikke noget decideret imod vinen, men den er sgu lige så dårlig som den er drikkelig. Vi giver den point for fylde og farve og en flot indpakning, og det svarer jo til at bedømme malerier alt efter hvordan det smager når man har slikket på dem. Derfor: du behøver ikke gå i en bue udenom den, men hvis du har et par fem minutter til at browse bloggen kan du helt sikkert finde bedre lortevin til din undergang.

13,5%, 30 kroner i Vildkat

Jim's Creek 2001 (Super Beast)

En passende indikator på, hvor lidt vi bryder os om denne vin er, at vi har brugt mindst en time på at drikke den. Og vi er ikke helt færdige endnu. Det gør os lidt kede af det, men ned skal den selvfølgelig. Lars reagerer blot ved duften og krænger ligesom tilbage i stolen, og lidt senere får den ham til at nyse. Ifølge en skalering på bagetiketten er vinen yderst tør og yderst kraftig. Hvis der med 'tør' menes 'som at æde en mumie' og med 'kraftig' menes 'sikke noget tyndt pis', så har de fanme fat i noget. 

Vi er overhovedet ikke imponerede, og det bliver vi sgu aldrig.

13,5%, 35 kroner i Supar Beats

Got The Indlæg Going Åndssvag

Ja, nu bliver bloggen sgu lige 1 år. I menneskeår. Vi ved ikke hvor meget 365 dage er i blog-år. Men nu har vi to idioter i én tiendedel dekade drukket vanvittigt dårlig vin og derefter rapporteret det til jer. Med svingende resultater: men dog resultater (og et efterhånden betragteligt udvidet kendskab til den dårlige vins glæder). Det har nu ført til at vores URL er blevet påkigget over 4000 gange, og derfor vil vi her på redaktionen gerne benytte den glædelige lejlighed til at sige tak til alle de ballademagere, fulderikker, uha-piger, ballonskippere, beatdiggere, kanonkonger, filosoffer, studieværter, finske saunaproducenter, kypere, røvhuller, stjernekiggere, digterbeasts, rollespillere og molekylærbiologer, der har drukket med, og som i den tvivlsomme vins navn forhåbentlig vil fortsætte sammen med os ned af halsbrandens hårde vej.

Tusind tak, og god vin til jer alle.

Lars & Marc

                       

Baira 2009

Hooold da kæft for en kedelig flaske. Det ser simpelthen for nemt ud. Og denne vin er samtidig den dyreste vi har haft fat i, hele fyrre kroner, så hvordan kan de regne med at vi kan overveje denne flaske? Det gør vi selvfølgelig, fordi vi er frontiersmen udi dårlig, umulig og muligvis ubrugelig vin. Faktum er, at det er den mest kønsløse og uindbydende indpakning vi til dato har set. Af samme grund er det bitterligt behageligt, at denne vin faktisk smager rart; i den forstand, at den ikke generer ganen og ikke får os til at skære skøre ansigter. Den smager ikke af vinsmagning, men den smager af vin, og den er ikke forfærdelig. Og hvis der er et dogme ved denne blog, så er det vel nok dette. Vi er sjovt nok tilfredse.
Vi skal ha' noen' flere Baira! Som en halløj-kommentar kan man tilføje, at vinen dufter af absolut intet og at den har en forræderisk dyb rubinrød farve - den vil på mange måder gerne være mere end den er, men sandheden er, at den bare er tilgængelig. Set med det blotte øje er flasken meget som en sepia-udgave af et fotografi, der burde have været i farver, men som bare er i grim postkasserød. Den er flyverdragt-rød. Ikke en vin vi decideret kan anbefale, men heller ikke en vin vi vil afvise; den glider ned, og det ka' vi li'.

13%, 40 kroner i Rammer Tuschen

Diego De Almagro 2007

Det første der er bemærkelsesværdigt er, at flasken er prydet af fjæset af en flot conquistador. Så vi gætter på at producenten regner med at vi skal i krig lige om lidt. Naturligvis nærmer vi os flasken med lidt varsomhed, men hvad der møder os, viser sig faktisk mere at være en hvid-flags-flagrende Franskmand end en varmblodet Syd-europæer.
Den første halve flaske bliver indtaget i selskab med udvalgt lol-fjernsyn, men selvom det nødvendigvis må berøve os noget af opmærksomheden, så er det mindst lige så bemærkelsesværdigt at vi ikke på noget tidspunkt har følt trang til overhovedet at kommentere på vinen. Det er nærmest umuligt at smage på denne vin - det første man rent faktisk lægger mærke til er dens tørhed, der lægger sig om det bageste af tungen lige efter nedsvælgning. Man kan gå gennem en hel flaske uden rent faktisk at smage på den: man husker smagen snarere end man oplever den. Det kan selvfølgelig have sin egen charme, især hvis man bare gerne vil være bacardi, men som produkt betragtet er det en nærmest fuldstændig karakterløs vin. Et plus vil igen være at man antageligvis vil kunne indtage astronomiske mængder af den uden at bemærke det (endsige smage det), og det gør den til hvad vi må betegne som en flad, men i discountvins-diskurs god lortevin.

13%, 35 kroner i Flødemix

Raimat Abadia 2008

Allerede før vi har smagt på vinen, rammer den distinkte duft af hyldebær vores næser. Og et hint af prop, selvom den er med skruelåg? Strange brew. Ude i glasset dufter den måske lidt af sure sokker. Måske. Den lever op til sin duft, idet den er ufattelig tør, men til gengæld smager den umiddelbart ikke af meget. Farven minder mest om et glas Blandet saft C, med et meget syntetisk skær, og disse smagstoner af lakrids og krydderier som bagetiketten lover, er larmende fraværende. Vi er kun i besiddelse af en enkelt flaske, men med det første glas næsten tømt virker det som en vin, som man sagtens kunne drikke store mængder af uden det går hen og bliver for kvalmt eller for kedeligt. 

Vi kan sige så meget, at vi ikke ville have valgt Raimat som den første vin, hvis vi havde kendt til den på forhånd. Den er ikke decideret dårlig, men den er unægtelig en smule hård at få ned efterhånden som man arbejder sig igennem flasken. 

Summa summarum: En løgnagtig vin, der bibeholder det strejf af ubestemmelighed, som også ligger i duften. Man har lyst til at tale dårligt om den, men man kan ikke rigtig finde ud af hvorfor. De høje procenter gør op for en del, og ligeledes gør det faktum, at man i hvert fald sagtens kan drikke en hel flaske uden de store kvababbelser. Den er et kussehår fra at være anbefalelsesværdig, men vi vil heller ikke gøre den værre end den er, til prisen.

13,5%, 35 kroner i Følhest

Sierra Almiron 2006

Det første, der er iøjnefaldende ved denne vin, er at etiketten ligner noget fra Indiana Jones, eller måske noget fra et Britisk officers-hjem i 1800'tallets Congo. Hvilket jo er en god ting, hvis man ser bort fra henholdsvis 4'eren og slaveri. Fordi 4'eren findes jo ikke, (ej heller Matrix 2 og 3) og slaveri er unfair. Men hvis man vender flasken for at se dens info-lol, støder man ikke på andet end en stregkode. Skuffende.

Den vil med etiketten gerne henlede tankerne på de mere majestætiske savannedyr, såsom elefanter og løver, men den er i virkeligheden en lama-vin - og den er ikke Thug Life.

Vinen bliver unægtelig mere vammel efterhånden som den glider ned, men den er ikke decideret ubehagelig, og dens overordnede kvalitet taget i betragtning er det måske i virkeligheden godt, at den mere er en fornemmelse i halsen end en smag på tungen. På den måde er den lidt ligesom et Poison Sting fra Weedle (kodeord: Pokemon), der gør dig fortræd over længere tid i stedet for at slå dig direkte i gulvet.  

Tynd, kedelig, sur, og altid Rated PG-13. Vinens svar på Jennifer Aniston.

13%, 29 kroner i Kaaawi

Molino Loco 2010

En væsentligt grund til at denne vin overhovedet nåede frem til anmelderbordet er, at den hedder "Molino Loco" - altså: "Den skøre mølle". Det er lovende. Men her må vi sande, at vi er blevet ofre for en af den evindeligt propellerende finanskrises marketing-relaterede bivirkninger: the power of image.* Den her vin er radikalt ikke-loco. Den er rød og den er en væske. Den smager af rødt vand iblandet en smule jord. Et lys går op for Marc da han indser, at denne vin ville være langt bedre tjent med at være en 3-liters papvin; på den måde ville man både spare på emballagen og gøre den mere praktisk at tage med på festival. Det ville også gøre den til en mere ærlig vin: den er ufatteligt rar ved halsen, og det føles indtil videre ikke som om den nogensinde kunne blive kvalmende at drikke. Hvis denne vin var med i en film, ville det være en college rom-com, hvor Molino Loco havde rollen som den nørdede, uanselige anti-prom king-type, som alligevel ender med at få en vis indflydelse på plottet (dvs.: din brandert), uden man helt ved hvorfor.



* Til vores læsere: Vi er hverken blevet idioter eller samtidsbevidste, dette har bare været et forsøg fra vores side, på at anmelde en vin som Politiken ville have anmeldt finanskrisen.

13% 40 kroner i Føn-Heks

Fountain Crossing 2009

Vi har tidligere givet store roser til Løvbjerg for at have givet os Don Simon på plastikflaske til 15 kr, den billigste brandert nogensinde. Men nu er det tid til en røffel. Don Simon, smukt som det end var at se den palle med kasser med dæjlig vin, var blot for en kort frist, og vi er nu nødsaget til at kigge på det gængse sortiment. Og det er rent ud sagt pinligt. Ikke én vin møder vores (dog lidt løse) krav om at en flaske skal koste under 35 kr. Men, siden vi andre gange har slækket på denne regel, har vi anskaffet os en sag til 36 kr. Og vi forventer da at Løvbjerg inden længe vil rette op på denne fatale fejl, før end de bliver lagt for had af denne blog.
Men men men. Til fadet.

Det er en flot vin. Og med det samme kan vi afsløre, at vi er meget positivt stemte overfor den. Ved allerførste slurk var det udelukkende det tørre, kraftige og lidt sure indtryk, vi bemærkede. Efter et halvt glas virkede det stadig som en udfordring at drikke ud uden at få gallopperende kvalme men efter 2/3 flaske har vi revurderet; det er dejligt, at vi har to flasker, og vi frygter slet ikke flaske nummer to! Hvis denne vin var en karakter i et plot, ville den være Samwise Gamgee, der starter som en røvirriterende og ubrugelig svagdrikker med et patologisk forhold til planter (og sin far), men som ender med at transportere din nær-døde krop op af Mount Dooms fæle skrænter.* Og da vi pr. global konsensus må sande, at målet med en aften, der indledes med to flasker vin á 1/3 timeløn nok er at ende faretruende tæt på The Fiery Chasm from Whence We Came, må denne vin sige at være sin beskedne pris værd i vin. Win.

14% 36 kroner i Löewbär

* På trods af det faktum, at Sam på paradoksal vis bliver mere og mere fedladen, efterhånden som hobbitterne vandrer mere og mere og får mindre og mindre elver-bøsse-brød at spise.