Vi har i aften besøg af ingen ringere end den gode Dr. Stevnhøj, der faktisk også var kyndig anmelder og sundhedskonsulent på et af vor druedødsprojekter fra i fjor. Denne gang er han ikke mindst kvalificeret qua sin nylige interesse for såkaldt 'inflammation', som han for nærværende og efter smag og behag vil enten fremprovokere eller forhindre.
Ved den allerførste mundfuld kigger vi kort på hinanden, og er straks håbefuldt enige om, at denne vin allerede slet ikke er så slem. Det kunne snildt have været at stikke os selv blår i øjnene, idet det forstås, at det er lidt af en satsning sådan at købe 3 liter af Føtex' erklærede discountrødvin. Det svarer til 25 kr. flasken. Gudskelov for sundhedskonsulenter. I skrivende stund har vi konsumeret hen ved 2 liter af stadset, og vi må indrømme at vi endnu ikke er blevet trætte af den. Smagsindtrykket kan absolut ikke fornærme nogen. Det kan være både godt og skidt, men siden vi taler om 25 kroner flasken, må det nødvendigvis anses for at være overvejende positivt. Du bliver glad i låget af den, men du har ikke lyst til at gøre noget ved det, du vil helst bare sidde lige der og tale om følelser. Det kan være negativt på sin egen måde, men dog ikke hos os. Vi er nogle søde drenge.
Konklusionen er, at vi er overvejende positive - det eneste, der trækker ned er at procenten 12,5 ikke helt er stærk nok til sådan nogle stærke fyre som os. Det er uden tvivl en udmærket vin. Vi er glade for den og vil gerne anbefale den, men vi er bare ikke fulde nok ved tømt box. Det er en ærgerlig erkendelse, men dog en ærlig en.
12,5 %, 99,95 kr. i Føtex FUSS
DENNE BLOG ER AWESOME
SvarSlet