Diego De Almagro 2007

Det første der er bemærkelsesværdigt er, at flasken er prydet af fjæset af en flot conquistador. Så vi gætter på at producenten regner med at vi skal i krig lige om lidt. Naturligvis nærmer vi os flasken med lidt varsomhed, men hvad der møder os, viser sig faktisk mere at være en hvid-flags-flagrende Franskmand end en varmblodet Syd-europæer.
Den første halve flaske bliver indtaget i selskab med udvalgt lol-fjernsyn, men selvom det nødvendigvis må berøve os noget af opmærksomheden, så er det mindst lige så bemærkelsesværdigt at vi ikke på noget tidspunkt har følt trang til overhovedet at kommentere på vinen. Det er nærmest umuligt at smage på denne vin - det første man rent faktisk lægger mærke til er dens tørhed, der lægger sig om det bageste af tungen lige efter nedsvælgning. Man kan gå gennem en hel flaske uden rent faktisk at smage på den: man husker smagen snarere end man oplever den. Det kan selvfølgelig have sin egen charme, især hvis man bare gerne vil være bacardi, men som produkt betragtet er det en nærmest fuldstændig karakterløs vin. Et plus vil igen være at man antageligvis vil kunne indtage astronomiske mængder af den uden at bemærke det (endsige smage det), og det gør den til hvad vi må betegne som en flad, men i discountvins-diskurs god lortevin.

13%, 35 kroner i Flødemix