La Coterie Ventoux 2010 (Bilka)

Kendere af Tour de France og/eller den gode Jørgen Leth vil vide, at Ventoux er det mest frygtede og legendariske bjerg på hele Touren. Det er her man enten vinder eller dør. (!) Vi tænker derfor straks, at vi er in for a ride (hæhæhæ). Det viser sig dog, at vinen ikke blot er markant bedre end den forrige, men også, at den - på godt og på ondt - slet ikke kan stå mål med sit prangende navn. Det er vi mere glade for end kede af. Hvis det havde vist sig, at denne vin havde svaret til at skulle bestige et 2000 meter højt bjerg mens man var smækket op på amfetamin, så havde aftenen nok udviklet sig anderledes end vi først havde forestillet os. Det er måske mere en familietur op af Himmelbjerget - til at begynde med virker det som en træls beskæftigelse, men når først man kommer i gang viser der sig at være indlejret sine helt egne, uventede glæder. Eller med en anekdote fra Marcs barndom: han gad egentlig aldrig til spejder, men når han så var der, så var det egentlig ret nice. 

Vinen praler på bagetiketten af, at den er et produkt af tæt samkvem mellem en række økologisk-idealistiske vinproducenter, og at den er både "enticing" og "alluring", men dét smager vi overhovedet ikke. Bevares, man har da brygget en vin og derefter kontaktet et flaske-firma, og det er da mere end vi nogensinde ville kunne administrere at sætte gang i. Det gør dog hverken vinen specielt dragende eller tiltrækkende, nærmere acceptabel og anvendelig. Vi har ikke noget decideret imod vinen, men den er sgu lige så dårlig som den er drikkelig. Vi giver den point for fylde og farve og en flot indpakning, og det svarer jo til at bedømme malerier alt efter hvordan det smager når man har slikket på dem. Derfor: du behøver ikke gå i en bue udenom den, men hvis du har et par fem minutter til at browse bloggen kan du helt sikkert finde bedre lortevin til din undergang.

13,5%, 30 kroner i Vildkat

Jim's Creek 2001 (Super Beast)

En passende indikator på, hvor lidt vi bryder os om denne vin er, at vi har brugt mindst en time på at drikke den. Og vi er ikke helt færdige endnu. Det gør os lidt kede af det, men ned skal den selvfølgelig. Lars reagerer blot ved duften og krænger ligesom tilbage i stolen, og lidt senere får den ham til at nyse. Ifølge en skalering på bagetiketten er vinen yderst tør og yderst kraftig. Hvis der med 'tør' menes 'som at æde en mumie' og med 'kraftig' menes 'sikke noget tyndt pis', så har de fanme fat i noget. 

Vi er overhovedet ikke imponerede, og det bliver vi sgu aldrig.

13,5%, 35 kroner i Supar Beats

Got The Indlæg Going Åndssvag

Ja, nu bliver bloggen sgu lige 1 år. I menneskeår. Vi ved ikke hvor meget 365 dage er i blog-år. Men nu har vi to idioter i én tiendedel dekade drukket vanvittigt dårlig vin og derefter rapporteret det til jer. Med svingende resultater: men dog resultater (og et efterhånden betragteligt udvidet kendskab til den dårlige vins glæder). Det har nu ført til at vores URL er blevet påkigget over 4000 gange, og derfor vil vi her på redaktionen gerne benytte den glædelige lejlighed til at sige tak til alle de ballademagere, fulderikker, uha-piger, ballonskippere, beatdiggere, kanonkonger, filosoffer, studieværter, finske saunaproducenter, kypere, røvhuller, stjernekiggere, digterbeasts, rollespillere og molekylærbiologer, der har drukket med, og som i den tvivlsomme vins navn forhåbentlig vil fortsætte sammen med os ned af halsbrandens hårde vej.

Tusind tak, og god vin til jer alle.

Lars & Marc

                       

Baira 2009

Hooold da kæft for en kedelig flaske. Det ser simpelthen for nemt ud. Og denne vin er samtidig den dyreste vi har haft fat i, hele fyrre kroner, så hvordan kan de regne med at vi kan overveje denne flaske? Det gør vi selvfølgelig, fordi vi er frontiersmen udi dårlig, umulig og muligvis ubrugelig vin. Faktum er, at det er den mest kønsløse og uindbydende indpakning vi til dato har set. Af samme grund er det bitterligt behageligt, at denne vin faktisk smager rart; i den forstand, at den ikke generer ganen og ikke får os til at skære skøre ansigter. Den smager ikke af vinsmagning, men den smager af vin, og den er ikke forfærdelig. Og hvis der er et dogme ved denne blog, så er det vel nok dette. Vi er sjovt nok tilfredse.
Vi skal ha' noen' flere Baira! Som en halløj-kommentar kan man tilføje, at vinen dufter af absolut intet og at den har en forræderisk dyb rubinrød farve - den vil på mange måder gerne være mere end den er, men sandheden er, at den bare er tilgængelig. Set med det blotte øje er flasken meget som en sepia-udgave af et fotografi, der burde have været i farver, men som bare er i grim postkasserød. Den er flyverdragt-rød. Ikke en vin vi decideret kan anbefale, men heller ikke en vin vi vil afvise; den glider ned, og det ka' vi li'.

13%, 40 kroner i Rammer Tuschen

Diego De Almagro 2007

Det første der er bemærkelsesværdigt er, at flasken er prydet af fjæset af en flot conquistador. Så vi gætter på at producenten regner med at vi skal i krig lige om lidt. Naturligvis nærmer vi os flasken med lidt varsomhed, men hvad der møder os, viser sig faktisk mere at være en hvid-flags-flagrende Franskmand end en varmblodet Syd-europæer.
Den første halve flaske bliver indtaget i selskab med udvalgt lol-fjernsyn, men selvom det nødvendigvis må berøve os noget af opmærksomheden, så er det mindst lige så bemærkelsesværdigt at vi ikke på noget tidspunkt har følt trang til overhovedet at kommentere på vinen. Det er nærmest umuligt at smage på denne vin - det første man rent faktisk lægger mærke til er dens tørhed, der lægger sig om det bageste af tungen lige efter nedsvælgning. Man kan gå gennem en hel flaske uden rent faktisk at smage på den: man husker smagen snarere end man oplever den. Det kan selvfølgelig have sin egen charme, især hvis man bare gerne vil være bacardi, men som produkt betragtet er det en nærmest fuldstændig karakterløs vin. Et plus vil igen være at man antageligvis vil kunne indtage astronomiske mængder af den uden at bemærke det (endsige smage det), og det gør den til hvad vi må betegne som en flad, men i discountvins-diskurs god lortevin.

13%, 35 kroner i Flødemix

Raimat Abadia 2008

Allerede før vi har smagt på vinen, rammer den distinkte duft af hyldebær vores næser. Og et hint af prop, selvom den er med skruelåg? Strange brew. Ude i glasset dufter den måske lidt af sure sokker. Måske. Den lever op til sin duft, idet den er ufattelig tør, men til gengæld smager den umiddelbart ikke af meget. Farven minder mest om et glas Blandet saft C, med et meget syntetisk skær, og disse smagstoner af lakrids og krydderier som bagetiketten lover, er larmende fraværende. Vi er kun i besiddelse af en enkelt flaske, men med det første glas næsten tømt virker det som en vin, som man sagtens kunne drikke store mængder af uden det går hen og bliver for kvalmt eller for kedeligt. 

Vi kan sige så meget, at vi ikke ville have valgt Raimat som den første vin, hvis vi havde kendt til den på forhånd. Den er ikke decideret dårlig, men den er unægtelig en smule hård at få ned efterhånden som man arbejder sig igennem flasken. 

Summa summarum: En løgnagtig vin, der bibeholder det strejf af ubestemmelighed, som også ligger i duften. Man har lyst til at tale dårligt om den, men man kan ikke rigtig finde ud af hvorfor. De høje procenter gør op for en del, og ligeledes gør det faktum, at man i hvert fald sagtens kan drikke en hel flaske uden de store kvababbelser. Den er et kussehår fra at være anbefalelsesværdig, men vi vil heller ikke gøre den værre end den er, til prisen.

13,5%, 35 kroner i Følhest