Allerede før vi har smagt på vinen, rammer den distinkte duft af hyldebær vores næser. Og et hint af prop, selvom den er med skruelåg? Strange brew. Ude i glasset dufter den måske lidt af sure sokker. Måske. Den lever op til sin duft, idet den er ufattelig tør, men til gengæld smager den umiddelbart ikke af meget. Farven minder mest om et glas Blandet saft C, med et meget syntetisk skær, og disse smagstoner af lakrids og krydderier som bagetiketten lover, er larmende fraværende. Vi er kun i besiddelse af en enkelt flaske, men med det første glas næsten tømt virker det som en vin, som man sagtens kunne drikke store mængder af uden det går hen og bliver for kvalmt eller for kedeligt.
Vi kan sige så meget, at vi ikke ville have valgt Raimat som den første vin, hvis vi havde kendt til den på forhånd. Den er ikke decideret dårlig, men den er unægtelig en smule hård at få ned efterhånden som man arbejder sig igennem flasken.
Summa summarum: En løgnagtig vin, der bibeholder det strejf af ubestemmelighed, som også ligger i duften. Man har lyst til at tale dårligt om den, men man kan ikke rigtig finde ud af hvorfor. De høje procenter gør op for en del, og ligeledes gør det faktum, at man i hvert fald sagtens kan drikke en hel flaske uden de store kvababbelser. Den er et kussehår fra at være anbefalelsesværdig, men vi vil heller ikke gøre den værre end den er, til prisen.
13,5%, 35 kroner i Følhest
Ingen kommentarer:
Send en kommentar