lørdag den 29. september 2018

La Châsse 2015 aka Glemt på Shell




Kære allesammen. Vi er glade for at se jer. Det er længe siden, at vi har lagt øjne på denne blog, men det betyder ikke, at vi ikke savner jer og elsker jer. Mig og Lars (Marc) har endelig fået tid og lyst til endnu en gang at støve proptrækkeren af og give jer en krads anmeldelse. Dagens vin er en franskmand lavet af en Italiener, så man kan nok godt fornemme at aftenens tema er GLOBALISERING.

Visuelt har vi at gøre med en veldrejet flaske i et flot finish, som endda har et flot segl impregneret i glasset - forestillende en af de der pinde, man bruger til at finde vand med plus et malteserkors (#iksågoth) samt en lille nissetombola. Det gør os både glade, forskrækkede og forventningsfulde. Det er nogenlunde globalt, sådan som vi forestiller os det. Det symboliserer tydeligvis de tre verdenshjørner. Eneste kritik: Hvis det havde været os, der var designeridioter på den her sag, så havde vi nok lavet en af de der pinde, man finder vin med i stedet for nissetombolaen. 




Nok om det. Nu skal vi drikke. Nu skal der gang i de andre sanser.

Marcs kontante konstatering efter første, store slurk er: "Mit svælg er endnu jomfrueligt." Det er som om vinen aldrig når ned bag drøblen - redaktion er uenige om, hvorvidt den stopper lige ved tænderne eller midt på tungen. Efter et par dygtige slurke til, sander vi i fællesskab, at det er en svovlet røver, vi sidder og underholder her ved sofabordet. Syrlig, mere end den er sur. Den gør ikke dig sur, måske bare både glad og græsk-katolsk på én og samme tid. 
Ifølge den flamboyante bagsidetekst (som til information er skrevet i en sjælden førsteperson), skulle denne fransk-italienske druehistorie smage rigtig meget af kirsebær og solbær. Men gør den det? Det er mere smagen af eftersmagen af benzin to dage derpå. Så eftersmagen af gammel benzin. Eller en gammel eftersmag af benzin. Vi er med andre ord ikke helt sikre. Det' hel' sikker. Og det kan jo være fint at blive udfordret på sine fornemmelser, men i denne verden af handicappet vinproduktion og pergamentessens er det et klart faux pas, at man ikke bare siger: "den kan drikkes. Og den får mig ikke til at kaste op."

Efter nogle slurke kommer Lars med et lille hvin og udbryder: "den smager jo dårligt," og kommer med åbenbaringen, at den ikke smager af rødvin, men mere af kold gløgg. En overgæret, overiltet sag, der mere smager af slatterne fra for to uger siden, end den ægte rødvin den poserer som. Udvundet af grænsetoldere med dårlig smag i musik og svedne karameller. Det er den nok ikke, men det lyder godt på CV'et. 
NOTABENE: På nuværende tidspunkt er vi kun halvandet glas inde, så vi giver flasken en chance for at komme tilbage i de kommende runder. P.t. slår den dog lige så hårdt som en bovlam hoppe, der har set sig sur på en boltpistol.

*En times tid senere* 

Flasken er nu tom, og den endelige dom er faldet: Vi er ikke glade mennesker, efter at vi har indtaget denne vin, selvom det tydeligt var lovet på etiketten. Lars føler at de dårlige sider er blevet brændt væk af den selvforstærkende effekt - en form for Stockholm-syndrom - mens Marc ikke falder for sådanne billige tricks, såsom at drikke mere. Bevares, Marc forstår godt dét der med at drikke mere, men i det her tilfælde er det ikke noget, som dulmer hans kritiske sans. Han har det med denne vin, som Eisenhower havde det med den der dæmning: "Hvorfor kommer så meget vand ud, når det vand alligevel bare er dårlig vin?" 

Lad dette være en lærestreg til alle, der bare tror at de kan bygge en dæmning uden først at betale deres dues til de døde. Tak for i aften. 

39 kr., 12,5% i Ku'ik'li'