La Mancha Tempranillo 2017

Vi er i dag ikke den sædvanlige redaktion, da Lars har valgt at ligge  sur derhjemme. Derfor er han for en stund erstattet af dubleant Per, som venligst lægger hus og lever til vores idiotiske public service-projekt.

Vi har været i den lokale Lidl for at ose deres udvalg, som talte indtil flere oplagte kandidater til noget granskning. Valget faldt på en smuk spanier, som trækker på nogle seriøse Don Quixote-vibes. Vi gætter måske på, at den er lige så dårlig til at være vin som Don Quixote er til at være ridder. Etiketten strutter ikke ligefrem af opfindsomhed med en bette sol og en orange stribe, men vi holder det ikke imod den. Endnu. Nuvel, til glasset.

Ved første lille ”whiff” er det tydeligt, at denne vin sparker hårdt, som en anden Rosinante. Man kan nærmest se alkoholen fordampe fra vinens overflade. Den første slurk bekræfter mistanken om vinens styrke: den er fandme stærk. Per har først en formodning om, at det er grundet en nylig tandbørstning, men må sande, at vinen bare er sådan. Fortrydelsen træder hurtigt ind hos Marc, som nu har genfundet frygten ved at leve. Med samtlige smagsløg smadret er turen herfra forhåbentlig smooth. Denne vin tager batterierne ud af dit sanseapparat og erstatter dem med cocktailpølser. Den lovede ”frugtige bouquet” er lige så illusorisk som de fantastiske monstre, der kalder Don Quixote til sin riddergerning. Eller som Per – så rammende og poetisk sagde – ”den ka’ jeg ik’ li’.” 

Kort opsummering: Tør, kraftig, og med for meget alkohol i. Ligesom Marc.

33 kr, 13%, i LIDL.