torsdag den 19. november 2015

Galeón España 2014 aka tis der har været verden rundt med krigsskib (Netto)



Når man en regnfuld torsdag eftermiddag midt i Netto har besluttet sig for, at der skal købes dårlig vin, er næste skridt at bestemme sig for, hvilken dårlig vin, man faktisk skal have med hjem. Når så man øjner en strunk flaske med et skib på etiketten, og derefter kan konstatere, at den er på 13,5%, så er det nok dén man vælger. Der er ikke så meget at rofle om. Derfor er første anmeldelse siden ultimo juni dedikeret til alle søens folk og dem, der tegner skibe. Veni, vidi, vini. 

Det er som om vores bedømmelse af vinen gennemgår tre stadier. (1) er en klar "puha", hvor en gennemtrængende, asket bismag dominerer. Derefter er (2) alligevel en mere "okay, måske kan man godt drikke det her, hvorefter (3) er "egentlig faktisk puha". Man kan måske sige, at vores indledende forståelse af vinen "sejlede" en smuleÆHÆÆÆHÆÆÆ. 

Men vi må komme med en indrømmelse. Redaktionen er dybt splittet i bramsejleneØHEHHE omkring hvorvidt det er eftersmagen eller den smag der kommer før eftersmagen eller selve smagen der er værst. Man kan måske her påstå, at bølgerne går noget højtEHEHHE, men det skal dog nævnes, at vi ikke er så uenige endda, at vi ikke lige kan toppe hinandens glas op og arbejde på en konstruktiv conduite i kabyssenHÆÆ. Man skal ikke bare sådan kaste sin gentleman over bagbordÆHEHHEE grundet små beskøjtereEHHEE. 

Vi er enige om, at vinen ikke er god, men vi er dog kommet frem til dette: Galeón España ligger i top 50% af alle de vine, vi nogensinde har anmeldt. Det får os som en fodnote til at konkludere, at vi har anmeldt noget værre pis. Men det vidste vi jo godt.  


pleasant juicy ending

silky fruity palate

;)))))))))

13,5%, 30 kr i Planketto

lørdag den 20. juni 2015

Diamond Hill Cabernet/Merlot (Gode Lange Druer)


For nogle uger siden gik der rygter om en falsk brunellovin i omløb i landets supermarkeder. Efter forgæves at have forsøgt at få fat på den, må vi nu tage til takke med dagens fangst. Til trods for dette, er en spændstig tilbagekomst ikke desto mindre nu en realitet, og vi har på redaktionen påtaget os opgaven at anmelde tre liter vin fra oppustelig hovedpude. Den nærværende 3-liters basse er faktisk slægtning til en Diamond Hill, vi har anmeldt for år tilbage, der var kogt på Cabernet-Shiraz. 

Produceren påstår, at "duften byder på nuancer af solbær og andre modne skovbær". Det kan vi hermed afvise. Den lugter af flis, mener i hvert fald den halvdel af redaktionen, der har skovlet ~8 tons af lortet ned i trillebører i den forgange uge. Den anden halvdel tænker igen og igen: "Hvad fanden ka' jeg lugt'?" Sådan en vin der aldrig rigtig har fået lov at modne, fordi den bare skal tæskes ud så hurtigt som muligt. 
Det er efterhånden en klassiker, at vi må forfalde til neutralitetens tørre sprog, når vi anmelder disse mærkelige døde druesafter. Som det også netop er antydet, så kender man gerne de stygge middelmådighedshøjborgsvine på, at de beskrivelser af duft, smag og farve, der pryder indpakningen, sjældent er sandfærdige. Smagsmæssigt gætter vi på, at de i stedet for at have brugt Cabernet og Merlot bare har brugt hhv. røde og grønne cocktailbær [se billedet nederst på siden, red.] Der er grundigt belæg for at påstå, at denne "vin" faktisk er fremstillet af dét, man vrider ud af en kat som man har med i bad og er meget forelsket i. Man skal for alt i verden vente med at vride katten, til man er smaskforelsket, for ellers kan man risikere at posen ikke fyldes eller, endnu værre, at stadset bliver mere gennemsigtigt end hvad godt er.     
Formildende aspekter ved denne vin kan trods alt påpeges. Efter adskillige store glas virker den bestemt som en væske, man kan hælde grovstore mængder af ned i kraniet, uden at få kvalme eller afgå ved døden. De solide 14% er pakket fornuftigt, omend kedeligt ind i en noget tør og sur flis-smag, som dog ikke sætter sig i solar plexus. Samtidig er vi utrolig glade for poseindpakningen, da vi mener at vinen egner sig godt til festivalbrug. Vi bemærker, at vi i vores tidligere anmeldelse af denne vins bastardbror netop ærgrede os over at den kom i glas og ikke i pap. Måske har produceren læst vores anmeldelse og er kommet på bedre tanker. Man kan i hvert fald mene, at en så uimponerende vin, der kun egner sig til kampdruk, bør være pakket ind i folie frem for flaske. 

OBS!: Produceren anbefaler på æsken, at din temperatur ved servering er mellem 16 og 18°C. Dette finder vi mærkeligt. Test selv - på eget ansvar.

"Morten Korch er forresten vores George R.R. Martin."

14%, 129 kroner i LøgBjerg.

Link til tidligere anmeldelse: http://discountvin.blogspot.dk/2011/07/diamond-hill-shirazmerlot.html
_______________________________________


fredag den 9. januar 2015

Bellani Rosso Puglia aka Sur Far (Aldi)


Der sker ved første smag en mindre fejl, da Lars forestiller sig vinen som noget, der lige er poppet ud af en hinde af husblas. Det viser sig primært at være en effekt af nylig tandbørstning, men den næste og mere troværdige dom er at den mest smager af pap og noget koldt. Marc mener, at det er sådan en vin, man går hen og bliver rigtig træt af. Den går fra tør til bitter hurtigere end du kan sige italiensk pisvin - dermed også at forstå, at den smager lidt af en frygtelig Tom Collins.  

På bagetiketten står der at vinen skulle indeholde "noter af urter og chokolade". Vi gætter på at urterne er tidsler fra Litauen, men at "chokolade" simpelthen må være en slåfejl. Der skulle nok have stået enten "promenade", "forladt lade" eller "remoulade". Faktisk har denne putte en ganske flot rød farve, som ville have klædt den, hvis det var saftevand vi drak. Det får Marc til at snuse meget intenst ned i sit glas. Dog efterlader den dig med en sikker af erkendelse af, at du har drukket vin, men også med en erkendelse af, at du har været dum nok til at købe den i Aldi. Du ender med at sidde og skule over kanten af dit glas mens du forsøger at bekæmpe tanken om den husblas din krop nu skal skille sig af med :( 

Det er sådan en vin, hvor du rigtig skal bide sammen, når du synker, hvis du drikker for meget af den. Hvor meget dét er kan være relativt, men vi anbefaler at hælde de sidste ca. 10 kr. af flasken ud. 

Vi vil have flere soldater i vores vin! 

13,5%, 30,95 i Kwalt i