torsdag den 14. marts 2013

Coteaux de Languedoc 2011 (Sur metal fra Aldi)

øl denr egeo




The prodigal sons have returned! Endelig er Danmarks mest efterspurgte undergrunds-smagsdommeri-duo, efter flere falske opstarter, endnu en gang sammen for at bedrive vanrøgt mod trofaste ganer og public service for de mellembemidlede masser. Vi er lykkelige for at stjernerne endelig stod på række og fremsagde at vi nu skulle drikke med hjertets lyst. Propperne er kastet!

Det allerførste der bliver sagt efter første slurk kommer fra Marc: "Det er ligesom om den får min ene kindtand til at smage af metal", siger han og peger ind i sin mund. Lars er tilbøjelig til at være enig - det føles lidt som at have en radiator oppe i ganen, og det bliver ikke mærkbart bedre efter det første halve glas. Tværtimod konsoliderer smagen sig yderligere jo mere man drikker, og dét er ikke særlig godt. Redaktionen fortryder pt. at have startet med aftenens billigste vin. Beslutningen skyldes, at vi gerne vil efterfølge det fine eksempel, som Jesusbarnet Kristus, vor herre og frelser, sætter i Biblen. Han sagde nemlig inden en god fest: "Du skal servere den dårlige vin først, Henning. Så kan man ikke se den dårlige vin bagefter. Fordi så er den væk."* 
Men tilbage til den forhåndenværende vin. Det andet glas får uventet Lars til at gyse og vrænge ansigt og trække i mundvigene. Det smager lidt som om vinen er gæret i et bidet. Grundet to stavefejl på bagetiketten vil vi også tilskrive bidetet at have stået for markedsføringen. I vores desperation efter et klarsyn gør vi et vovet eksperiment og drikker så meget af vinen vi kan på en gang. Det resulterer i at vi begge opgiver skamfuldt tidligt og må sunde os et lille minuts tid. Det er tydeligt at kroppen som en naturlig forsvarsmekanisme forhindrer indtagelse af så store mængder fransk drue-tis ad gangen.   

Denne semi-skrækkelige knallert af en vin smager både alt for meget af gammel zink og er ret bitter, men sjovt nok kan vi ikke få os selv til at sige, at den decideret er dårlig. Faktisk modsvares den dårlige vinsmag i munden af en ret god vinfornemmelse i maven. 13% er jo absolut ingen procentrekord, men hvis man kan leve med den dumme smag i hovedet får man en rigtig dejlig følelse i hele kroppen. Husk dog for Jesusbarnets skyld at drikke med en vis måde. Det er ikke en vin man kan drikke meget, så hvis du bare skal være helt pedal i kraniet før solen gør ned, så køb noget andet.  

13%, 29,95 i Spjaldi
   
*Jesus var ikke altid ved sine fulde fem, selvom han har fået en del credit i eftertiden. 

Denne anmeldelse er dedikeret til Nina, der for længe siden ønskede mere opmærksomhed på vinudvalget i Aldi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar