ogsåap dene god øklæ
Gran Reserva betyder at en vin er 2. "oplag" af en årgang. De lader den resterende del af en årgang ligge og gære for at give den mere fylde og procent. Denne vin er en Gran Reserva fra 2005. Det må virkelig være ærgerligt at være vinproducent, gemme sin vin i 8 år, i håbet om at den bliver bedre, og så sælger de pisset i Aldi til 40 kroner. Men dette er nu engang skæbnen. Og skæbnen? Den drikker vi.
Kender I det med at komme til at drikke en øl, hvori nogen har skoddet sin cigaret? Det skal man efter bedste evne lade være med. Men når man er discountvinanmelder må man nogle gange tage det dårlige med det dårlige. Og dette gør vi nu!
Den smager af helvede til. Det er den uomgængelige første indskydelse. Man kan nemt smage at den er blevet gemt i meget lang tid, men det er til gengæld svært at regne ud, hvordan den her vin skulle smage bedre end da den var helt ny. Den besidder en tidløs smag af overgæret syltetøj, og selvom den for den uopmærksomme drikker kan virke uskyldig, truer ved hver slurk med en voldsom bismag af mord og brand. Denne Castillo er ikke for børn. Børn skal ikke involveres i mord og brand, hvis det står til os. Samtidig har vinen en klassisk infektion, som vi kan genkende fra mange tidligere anmeldelser - nemlig den listige men markante smag af pergament, som bliver siddende i munden længe efter man har synket dét af vinen, der kan kategoriseres som 'bær'.
Det skal nu ikke være allersidste ord. Flasken ligner noget, der vitterlig har fortjent at gære i 8 år, men desværre for vinen har producenten hadet den så dybt og inderligt, at den nu må se sig tilfreds med at blive en mellemdårlig lortevin. Vi vil faktisk anbefale den som bliv-dum-i-hovedet-vin, for man kan drikke meget af den uden det bliver kvalmt. Den er et stille argument for, at dyrere vine er bedre (red: se forrige indlæg), men samtidig et argument for, at det er et kontinentaleuropæisk universalie, at lortepriser medfører lortegaver.
13%, 39,95 i Mafaldi