Trapiche Pinot Noir 2012 (Føtex)

Lars var en sød lille fødselsdagsgris i går, så i dag skal det fejres med (næsten) god vin og et lille klap i måsen. Grundet tidspres har vi her på redaktionen valgt at denne anmeldelse skal være mængdebestemt, så vi får kun lov til at drikke ét glas hver før dommen skal falde. Cuz we crazy like dat! Det bliver sjovt og fælt, og vi er stolte og struttende.

Vinen, som vi har nøje udvalgt (lol) denne gang, var på tilbud til 40 dask. Hvad den har kostet førhen er os ikke bekendt, og vi er egentlig også dybt ligeglade. Prisen passer. Der var et udvalg af forskellige vine fra samme vinbonde, men da pinot noir er en særlig godbid til denne pris, var det naturligt at det var den, der skulle under luppen. At den så skal være offer for vores dumme idé om en lyn-anmeldelse er så en anden sag. When in Rome (?). 

Vinens umiddelbare odeur er ikke afskrækkende da den egentlig bare lugter lidt af bær. Den forventelige hørm af russisk kartoffelsprut og opgivne drømme er ikke til at spore. 

På det her tidspunkt i anmeldelsen ville vi normalt komme med en række eksempler på ting, man ikke vil have i munden. Det være sig kedelig mad, brugsartikler eller dårlige bands som væsker. Men ak, vi har her at gøre med en vin der bevæger sig så langt over standarden, at vi ikke kan ty til vores sædvanlige dumme vokabular. På en mellemdyr restaurant i Vanløse ville du ikke blive sur hvis du fik serveret denne vin til din eks-nevøs konfirmationssteg. Vi føler os overhovedet ikke røvrendt af denne vin. Den vil os det umiddelbart rigtig fint. Vi er her stødt på vinverdenens svar på en Shiny Pokemon. Den er god, og vi er glade. One small step for Discountvin, men ikke et giant leap for noget som helst.

Madness for dine tænder.

14%, 40 kr. i Født Flæsk

Revamp!

De drikker, vi glemmer.
Fortids-fulde-Mart -og Lart har glemt at de har drukket denne eksakte for et ubestemt antal måneder siden. Der er ingen der ved det. Nu drikker vi den igen.

Douglas Green (Faces of Africa) Cinsaut Pinotage 2012 (Aldi)

Farven er velkendt - tynd og Ribena-inficeret. Det hjælper os ikke det mindste til at finde ud af, om vi har haft den før, for det gælder for næsten samtlige lortevine til fals i Danmark, at de små fede Ribena-bær har haft pølserne i dem. Man føler lidt at man opfører sig som en fisk i hovedet under indtagelse. Eller en gravhund der er blevet kørt over af en tyk franskmand i en golfvogn. (HÆ!)

Vi må sande, at Fæces of Africa faktisk smager mindre af furz end den kunne, specielt med sine sunde 14%. Det betyder, at vi nok godt ville anbefale den til en spedalsk Paradise Hotel-deltager, men ikke til en almindelig spedalsk. Smagsmæssigt hinter den lidt af HVA Æ DÆ? Vi ville gerne tale nedsættende om vinen ved at nævne trælse dagligvarer (såsom BLOMKÅL!, f.eks.), men vi kan ikke komme frem til andet end, at den smager af en anonym spiritus. Men i den her sammenhæng er det vel også en sejr i sig selv.

Bør nydes fis[fi:s]-lunken, og helst under den nærmeste bruser, så man kan skjule sine tårer. Og så behøver man heller ikke passe på om der kommer badevand i vinen; du kan ikke smage forskel. Dit svin.

14%, 30-35 kr. i Smeltedigelen

P.S. Grunden til at denne anmeldelse indeholder links til fuldstændig irrelevante ting er, at vi var så ude af stand til at bestemme os for hvad vinen faktisk smagte af, at vi måtte distrahere os selv med Internet.


Små guldkorn fra 1. heat:

"Den smager af helvede til."

"Rraargrh-rach!"

"Kan vi få nogle... øhm, madvarer på smagen?"

"Jeg ilter... jeg ilter!"

"Det lyder som om vi har kneppet den..."

Yellow Tail 2012

I anledning af Kristen Stewart har vi i dag valgt at lave en såkaldt 'double feature' - vi drikker hhv. en Kænguru-Merlot og en Kænguru-Shiraz - og desuden bruge flere penge end vi ellers har gjort. Vinmarkedet er blevet støvsuget for røvbillige lortevine, så vi har set os nødsaget til at gå over det sædvanlige budget og købt to flasker til en samlet pris af 95 danske bobs. Vi har spenderbukserne på, så at sige. Men vi tager skam båwsen af senere. Først i møllen er Merlot'en, og vi glæder os (?) til at finde ud af om den mon smager af mere end 40 kr. Nuvel!

Yellow Tail Merlot (Jeltsin Vodka Light)

Selv fra flasken dufter den meget sprittet, og den første slurk afkræfter ikke denne fornemmelse. Den får Lars til at sprælle med gabet som en fish outta water.Vi vil igen pointere hvor sprittet denne satan egentlig er, og selvom man langsomt affinder sig med det jo længere ned man kommer i flasken, er det tvivlsomt at det har været vinbondens intention at fremelske en kummerlig, vedholdende bismag af billig vodka. Det kan være at det overdøver en endnu værre smag, der eventuelt er druebaseret - vi ved det ikke - men det virker allerede meget hårdt at skulle drikke en hel flaske af sprøjtet. Det sætter sig lige omkring solar plexus og gærer videre. 

Vi har et par kommentarer til nogle af de udsagn, der fremsættes på vinens bagsideetiket. Der står bl.a. at man har at gøre med en "approachable" Merlot, der har sin helt egen personlighed, og ikke mindst at den er alt hvad en god vin bør være. Hvis målet har været samme personlighed som den ubehagelige, højtråbende dranker på torvet, så er vi enige, men det tvivler vi på intentionen faktisk har været. Derfor konkluderer vi, at vi ikke fatter en brik. Den her vin kan pissemeget ikke anbefales. Vi har reelt svært ved at beskrive smag og duft, for den er bare primært sur og smager rigtig meget af sprit. Vi håber på en meget bedre (eller mere smagende) Shiraz. Don't go here, princess. Your wine is in another castle.

Yellow Tail Shirazzz (aka: Hold kæft jeg har ondt i mit solar plexus)

Aftenens anden vin har, allerede inden åbning, stramme vilkår, grunden til dette kan læses ovenfor. Det korte af det lange er at vores ganer har været bedre disponeret for vinsmagning end de er i skrivende stund. Vi er ikke sikre på om det øverste af vores smagløg er ætset væk i en sky af afsky, men vi tror det. Det her er en ilmarch med oppakning. Det' hel' sikker'.

På trods af, at vi er en smule medtaget af den første vin, vil vi tillade os at kalde denne vin for væsentligt mindre sprittet end den kære Merlot. Marc får mindelser om marcipan, og redaktionen er enig med sig selv om, at de modne røde bær og de krydderier som bagetiketten lover overhovedet ikke er til stede. Igen foreligger den mulighed, at vores smagsløg efter dagens 1. etape blot er bombet helt tilbage til Pompeiis undergang, men vi stoler på vores veludviklede smag for gærede 7.-rangs-druer. Kænguruhale smager væsentlig bedre som Shiraz end som Merlot. Man oplever en genkendelsens glæde i form af en velkendt pergamentoid smag, og så er der ganske enkelt vin i den her vin. Du bliver ikke overvældet, ikke undervældet. Bare vældet. Det er selvfølgelig stadig en lortevin, men det siger jo ikke så meget - du kan med en flaske af denne vin indenbords snildt tale dig ud af den første, akavede samtale med din nyerhvervede svigermor. Vi er af den overbevisning, at det er en Kænguru, der passer fremragende til absolut middelmådig væren. Hvis denne vin var et band, så var det Travis.*

*Sæt selv 'Flowers in the Window' på, drik Yellow Tail Shiraz, og bliv overbevist.

13,5%, 2 for 95 i Mølheks

Soldepeñas Tempranillo Garnacha (Føtex)

Første mundfuld overrasker i sin anonymitet, og vi må tage endnu en for at forsikre os selv om at denne vin ingen steder vil. Den første syrlighed forsvinder efter et øjeblik, og du er efterladt med et tomrum, der hvor smagen burde være. For de trofaste læsere, der har læst den forrige anmeldelse, vil vi sige at denne vin er ligaer nemmere at drikke. Vi taler Premier League over Danmarksserien.

Da vi nærstuderer etiketten finder vi en sjov formulering, som fordrer nogle spørgsmål fra vores side. Der står: "This wine has been vinified under traditional methods and has undergone strict controls in its vinification and bottling" Vi spørger: Hvordan helvede "vinificerer" man en vin? Vi er kommet til den konklusion at det må betyde, at de har puttet en vin ind i en vin. De har vinificeret et i forvejen vinificeret stykke ting. Hvorfor dette er, kommer vi aldrig til at forstå, og vi har ikke tænkt os at forsøge.

Redaktionen er splittet. Lars er af den klare fornemmelse, at det smager af opkast - decideret af galde. Marc er uenig, men det kan skyldes at det kun er den ene halvdel af os, der ryger cigaretter. Det finder vi aldrig ud af, men så længe vi har med vine at gøre, der hører på god dårlig vin-skalaen, er det måske underordnet. Vi er ikke ligeglade, det er bare ligemeget. 

12%, 28 kr. i Fødsel X

Astica Red Blend 2012 aka alle de røde druer vi overhovedet kunne finde (Netto)

Marc observerer med det samme, at vinen ved "dekantering" straks begynder at løbe ned af flasken. Den vil bare tilbage til Argentina. Det virker lidt ubeslutsomt. En vin er vel en vin, men vi forstår den umiddelbart godt. Det er svært at afgøre, hvad man lige skal synes om smagen. "Jeg ved godt den smager dårligt, men jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det", siger Marc. Efter et lille glas af sagerne må vi konkludere, at den er vel gæret, og at den faktisk giver den samme kriller i struben, som man har ved en rigtig træls hoste. Men kun et øjeblik. Det er samtidig som om vinen lægger sig om solar plexus og gærer videre, og den får Lars til at trække i ansigtet flere gange - den slår ligesom til bagerst i ganen og planter dér et skarpt ubehag, der løber op gennem kindbenene og ind i skallen. Kære venner, vi er løbet ind i en af de slemme. Den smager grangiveligt som om der er kommet en hel del cigaretskodder i tønden sammen med alle de røde druer. Og de cigaretter - det har ikke været Virginia. Her er der tale om et generelt og langsomt overvældende ubehag, som, selv efter kun to glas, ikke er til at bearbejde eller forstå. Vi sidder tilbage med en halv flaske, og det bliver slet ikke sjovt. At den skal tømmes svarer til, at George Lucas solgte Star Wars til Disney for at de kunne lave en 7'er. That bad! Begge dele kommer utvivlsomt til at slutte med opkast. 

13%, 39 kr. i Mæt do'  

Castillo Santa Barbara Gran Reserva 2005 (Aldi)

ogsåap dene god øklæ

Gran Reserva betyder at en vin er 2. "oplag" af en årgang. De lader den resterende del af en årgang ligge og gære for at give den mere fylde og procent. Denne vin er en Gran Reserva fra 2005. Det må virkelig være ærgerligt at være vinproducent, gemme sin vin i 8 år, i håbet om at den bliver bedre, og så sælger de pisset i Aldi til 40 kroner. Men dette er nu engang skæbnen. Og skæbnen? Den drikker vi.

Kender I det med at komme til at drikke en øl, hvori nogen har skoddet sin cigaret? Det skal man efter bedste evne lade være med. Men når man er discountvinanmelder må man nogle gange tage det dårlige med det dårlige. Og dette gør vi nu!

Den smager af helvede til. Det er den uomgængelige første indskydelse. Man kan nemt smage at den er blevet gemt i meget lang tid, men det er til gengæld svært at regne ud, hvordan den her vin skulle smage bedre end da den var helt ny. Den besidder en tidløs smag af overgæret syltetøj, og selvom den for den uopmærksomme drikker kan virke uskyldig, truer ved hver slurk med en voldsom bismag af mord og brand. Denne Castillo er ikke for børn. Børn skal ikke involveres i mord og brand, hvis det står til os. Samtidig har vinen en klassisk infektion, som vi kan genkende fra mange tidligere anmeldelser - nemlig den listige men markante smag af pergament, som bliver siddende i munden længe efter man har synket dét af vinen, der kan kategoriseres som 'bær'.  

Det skal nu ikke være allersidste ord. Flasken ligner noget, der vitterlig har fortjent at gære i 8 år, men desværre for vinen har producenten hadet den så dybt og inderligt, at den nu må se sig tilfreds med at blive en mellemdårlig lortevin. Vi vil faktisk anbefale den som bliv-dum-i-hovedet-vin, for man kan drikke meget af den uden det bliver kvalmt. Den er et stille argument for, at dyrere vine er bedre (red: se forrige indlæg), men samtidig et argument for, at det er et kontinentaleuropæisk universalie, at lortepriser medfører lortegaver. 

13%, 39,95 i Mafaldi

   

Coteaux de Languedoc 2011 (Sur metal fra Aldi)

øl denr egeo

The prodigal sons have returned! Endelig er Danmarks mest efterspurgte undergrunds-smagsdommeri-duo, efter flere falske opstarter, endnu en gang sammen for at bedrive vanrøgt mod trofaste ganer og public service for de mellembemidlede masser. Vi er lykkelige for at stjernerne endelig stod på række og fremsagde at vi nu skulle drikke med hjertets lyst. Propperne er kastet!

Det allerførste der bliver sagt efter første slurk kommer fra Marc: "Det er ligesom om den får min ene kindtand til at smage af metal", siger han og peger ind i sin mund. Lars er tilbøjelig til at være enig - det føles lidt som at have en radiator oppe i ganen, og det bliver ikke mærkbart bedre efter det første halve glas. Tværtimod konsoliderer smagen sig yderligere jo mere man drikker, og dét er ikke særlig godt. Redaktionen fortryder pt. at have startet med aftenens billigste vin. Beslutningen skyldes, at vi gerne vil efterfølge det fine eksempel, som Jesusbarnet Kristus, vor herre og frelser, sætter i Biblen. Han sagde nemlig inden en god fest: "Du skal servere den dårlige vin først, Henning. Så kan man ikke se den dårlige vin bagefter. Fordi så er den væk."* 

Men tilbage til den forhåndenværende vin. Det andet glas får uventet Lars til at gyse og vrænge ansigt og trække i mundvigene. Det smager lidt som om vinen er gæret i et bidet. Grundet to stavefejl på bagetiketten vil vi også tilskrive bidetet at have stået for markedsføringen. I vores desperation efter et klarsyn gør vi et vovet eksperiment og drikker så meget af vinen vi kan på en gang. Det resulterer i at vi begge opgiver skamfuldt tidligt og må sunde os et lille minuts tid. Det er tydeligt at kroppen som en naturlig forsvarsmekanisme forhindrer indtagelse af så store mængder fransk drue-tis ad gangen.   

Denne semi-skrækkelige knallert af en vin smager både alt for meget af gammel zink og er ret bitter, men sjovt nok kan vi ikke få os selv til at sige, at den decideret er dårlig. Faktisk modsvares den dårlige vinsmag i munden af en ret god vinfornemmelse i maven. 13% er jo absolut ingen procentrekord, men hvis man kan leve med den dumme smag i hovedet får man en rigtig dejlig følelse i hele kroppen. Husk dog for Jesusbarnets skyld at drikke med en vis måde. Det er ikke en vin man kan drikke meget, så hvis du bare skal være helt pedal i kraniet før solen gør ned, så køb noget andet.  

13%, 29,95 i Spjaldi
   

*Jesus var ikke altid ved sine fulde fem, selvom han har fået en del credit i eftertiden. 

Denne anmeldelse er dedikeret til Nina, der for længe siden ønskede mere opmærksomhed på vinudvalget i Aldi.