lørdag den 10. december 2011

Uha Pigevin (Ripasso Valpolicella 2009)


Denne Ripasso fortjener sin egen lille indledning:

Vi kender hverken til vinens pris eller fremskaffelsessted. Den er købt i anledning af nogle unge damers meget pigede VIP-shopping-og-gløgg-og-sladder-aften, og er derefter blevet overdraget til os. Vi er jo ikke bange for udfordringer, og med denne vin vil vi udfordre vores egen integritet som discountvin-connoiseurs, ammelde den, og derefter give et kvalificeret bud på hvad den har kostet. Nuvel, til fadet.

Selve flasken fremstår ganske stilet og holder sig ved sin æstetik langt over det sædvanlige skumsprøjts-niveau., vi her på redaktionen er vant til og på mange måder elsker. Marc konkluder efter en kort og intens tænkepause, at det er sådan en vin, der godt kunne have befundet sig i Charles Bukowskis vinsamling. Hvis han da nogensinde nåede at få opbygget en sådan. Smagsmæssigt placerer vinen sig omgående i den meget søde afdeling, den er blød, og den glider ualmindeligt let ned. Hvis den var en årstid, ville den være sommer, det er utvivlsomt, og hvis den lavede musik var den Shania Twain. Det er fuldstændig sikkert. I skrivende stund (kl. 22.14) er vi kun nået gennem ét glas hver - det skal blive spændende at se, om den udvikler sig til det mere kvalmende, eller om den fortsat ubesværet glider ned.

Men! Men men men. Kigger du på bagetiketten, vil du opdage en del skønhedsfejl, idet den beskrivende tekst for en stor del ligner noget, der har været igennem Google Translate ("Smagen er blød med dejlig frugtstil"). En anden mulighed er, at vinbonden har ansat en retarderet Carebear som tekstforfatter, eller også er han selv lige præcis retarderet nok til ikke at efterse sin egen bagetikette for stave-, syntaks- og konjunktionsfejl.

Konklusion: Vinen er meget nem at drikke og den volder ingen problemer på vej ned i svælget. Den synes mildere end sine 13%. Dog efterlader den ikke noget varigt indtryk - man er ikke ked af at man ikke har en flaske til.
Vi vurderer den til...

(på dette tidspunkt finder Marc to separate stykker papir og ditto blyanter frem, sådan at redaktionsmedlemmerne på sandfærdig vis kan skrive deres kvalificerede gæt ned uden indblanding fra hverandre)

Marc gætter på 45 kr. lige ud, og Lars sætter den til 55 kr. Vores gæt er altså 50 kr. on the money. Nu vil vi (live, selvfølgelig) finde ud af, hvad denne vin faktisk koster - hvis altså det lader sig gøre.

***

Resultatet er i hus, og vi må med en smule skam sande, at vi har gættet hele otte kroner forkert. Uha pigevin fås til 42 kr. i Faxa. Dén drikker vi på.

13%, 42 kr. i Taxa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar