lørdag den 10. december 2011

Sutter Home (Uden årstal)


*Fnis*... "Den næste vin vi skal anmelde hedder.. Sutter Home. Det er ret sjovt, innuendo-wise. Og vi er da heller ikke blege for at indrømme, at vi her på redaktionen har det rigtig sjovt over navnet. Vi er ikke befriet for barnlighed. Og vi lægger ingen form for skjul på, at anmeldelsen kommer til at indeholde diverse former for dårlige jokes og puns relateret til Sutter.

Sutter Home er, navn og indpakning taget i betragtning, imponerende behagelig at nedsvælge. Det er sådan en vin der giver os lyst til at campere på en femstjernet campingplads på Sydfyn. Uden bukser på, og uden at være fra Holbæk. Egentlig mest for at stjæle en fin hvid bænk. 

Problemet er, at vinen (som bekendt) hedder Sutter Home, og at den samtidig er helt OK. Det er en vin man sagtens kan drikke, og som man primært ville ønske var en derogativ-katalysator, men som (igen) bekendt skal man jo ikke skue hundende på hårene - denne vin er et eventyr af brødrene Grimm: Det har dårlige udsigter, men det ender i en form for lykke. Og vi har ikke engang kastet med brød eller spist pandekagetagrender. For at sutte af på en sober måde (lol) vil vi gerne pointere, at dette er en god lortevin; den sutter ikke, og den næsten fløjlsagtige bouquet og den fornuftige pris taget i betragtning, tillader vi os fra redaktionel side at konkludere, at vi hér har at gøre med en vin, der har en lykkelig sutning.

13%, 33 kroner i Fetto

Uha Pigevin (Ripasso Valpolicella 2009)


Denne Ripasso fortjener sin egen lille indledning:

Vi kender hverken til vinens pris eller fremskaffelsessted. Den er købt i anledning af nogle unge damers meget pigede VIP-shopping-og-gløgg-og-sladder-aften, og er derefter blevet overdraget til os. Vi er jo ikke bange for udfordringer, og med denne vin vil vi udfordre vores egen integritet som discountvin-connoiseurs, ammelde den, og derefter give et kvalificeret bud på hvad den har kostet. Nuvel, til fadet.

Selve flasken fremstår ganske stilet og holder sig ved sin æstetik langt over det sædvanlige skumsprøjts-niveau., vi her på redaktionen er vant til og på mange måder elsker. Marc konkluder efter en kort og intens tænkepause, at det er sådan en vin, der godt kunne have befundet sig i Charles Bukowskis vinsamling. Hvis han da nogensinde nåede at få opbygget en sådan. Smagsmæssigt placerer vinen sig omgående i den meget søde afdeling, den er blød, og den glider ualmindeligt let ned. Hvis den var en årstid, ville den være sommer, det er utvivlsomt, og hvis den lavede musik var den Shania Twain. Det er fuldstændig sikkert. I skrivende stund (kl. 22.14) er vi kun nået gennem ét glas hver - det skal blive spændende at se, om den udvikler sig til det mere kvalmende, eller om den fortsat ubesværet glider ned.

Men! Men men men. Kigger du på bagetiketten, vil du opdage en del skønhedsfejl, idet den beskrivende tekst for en stor del ligner noget, der har været igennem Google Translate ("Smagen er blød med dejlig frugtstil"). En anden mulighed er, at vinbonden har ansat en retarderet Carebear som tekstforfatter, eller også er han selv lige præcis retarderet nok til ikke at efterse sin egen bagetikette for stave-, syntaks- og konjunktionsfejl.

Konklusion: Vinen er meget nem at drikke og den volder ingen problemer på vej ned i svælget. Den synes mildere end sine 13%. Dog efterlader den ikke noget varigt indtryk - man er ikke ked af at man ikke har en flaske til.
Vi vurderer den til...

(på dette tidspunkt finder Marc to separate stykker papir og ditto blyanter frem, sådan at redaktionsmedlemmerne på sandfærdig vis kan skrive deres kvalificerede gæt ned uden indblanding fra hverandre)

Marc gætter på 45 kr. lige ud, og Lars sætter den til 55 kr. Vores gæt er altså 50 kr. on the money. Nu vil vi (live, selvfølgelig) finde ud af, hvad denne vin faktisk koster - hvis altså det lader sig gøre.

***

Resultatet er i hus, og vi må med en smule skam sande, at vi har gættet hele otte kroner forkert. Uha pigevin fås til 42 kr. i Faxa. Dén drikker vi på.

13%, 42 kr. i Taxa

KWV Cabernet Sauvignon Contemporary


Lars pauserer i en sikkert uvæsentlig talestrøm for at sippe allerførste slurk, men bliver helt og aldeles sidetracked af vinens aggressive og meget sprittede indledning. Indtrykket ændrer sig dog markant, da man hurtigt finder ud af, at den på ingen måde er kvalm, men bare meget kraftig. Det er en meget tilstedeværende vin, som minder Marc lidt om dørmanden i Svend Elleve på Store Torv - autoritær og en smule intimiderende, men egentlig flink og medgørlig på bunden. Til gengæld er den virkelig sprittet, og ville måske have godt af at sænke sine procenter et halvt eller helt point, men nogen forfærdelig oplevelse er det slet ikke.

Det utvivlsomt mest bemærkelsesværdige træk ved indpakningen er at finde på bagetiketten og er samtidig også det potentielt mest kritisable ved vinen. YOU'RE WELCOME, står der, og det er måske point for ballsyness, men det er samtidig også yderst flabet at skrive på et produkt, der ligger og skøjter rundt et sted ikke alt for højt over grænsen for det elendige. Samtidig står der, at det er en vin man kan 'imponere' med. Det får os til at forestille os følgende scenarie:

Første Dværg: "Jeg har firs flasker i kælderen vin i kælderen af den her Sauvignon vin har jeg."
Anden dværg: "Wauw. Jeg er imponeret over din mangel på smag og dømmekraft."

For eksempel.

Selve flasken er utroligt lille i forhold til standard-flasker. Hvis man kunne kønne vinflasker, ville denne ret sikkert være en dame. Det er et stort plus for de alkoholiske globetrottere vi nu engang er. Derudover er den med skruelåg og høje procenter. Og det ka' vi godt li'!

13,5%, 35 kr. i Næve To