Undertegnede har det med vin, som rockstjerner har det med kvinder: det handler om kvantitet fremfor kvalitet. Chancen for, at hun kommer med i bussen er alligevel forholdsvis lille, så det handler om at sætte munden for og give den gas, mens tid er. For vi lever desværre ikke længere i det 19. århundrede. Hvis det skulle ske, at vi drikker vin til Wagner, er det alligevel på falsk løbepas. Vi er børn af en forvirret tid, og denne blog - dette arnested for pissedårlig vin - eksisterer for at holde hævd om vores evne, ret og vilje til i en sådan umulig tidsalder at drikke os fra sans og samling for en halvtredser eller deromkring, selvom stedfædre, gode venners onkler og bedrevidende chefer konstant fortæller os, at vi hverken har evner, rettigheder eller viljestyrke. De ved ikke hvordan det er at drikke
lowbrow - at drikke kosmisk dårlig vin uden at trække en mine og derpå, dagen efter, som en sløret biperson i en pilot til et tv-drama ingen ser, at gå i supermarkedet og købe mere. Men uden mere vrøvl:
Den oplevelse, som denne Merlot fra Chile umiddelbart står for, kan egentlig passende sammenlignes med en U2-single - det er så forbandet genkendeligt og ulækkert, at man ikke engang orker længere at overveje, hvorfor det overhovedet blev fremstillet i første omgang. Er "produceren" på crack, og hvorfor overhovedet forsøge at lægge skjul på, at der er tale om en drue der bare
not er blevet til vin på ordentlig maner? Man må blot acceptere den aggressiv tørhed og den falske fylde, hvormed denne chilener lægger sig om gummerne, og sluge - sluge og være glad for, at vinen har samme effekt på dig, som Bono har på gymnasiepigerne. Du bliver klog, godhjertet og liderlig, og så er der ingen Verden, der længere kan stoppe dig. 39.95 i Super Brugsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar