La Mancha Tempranillo 2017

Vi er i dag ikke den sædvanlige redaktion, da Lars har valgt at ligge  sur derhjemme. Derfor er han for en stund erstattet af dubleant Per, som venligst lægger hus og lever til vores idiotiske public service-projekt.

Vi har været i den lokale Lidl for at ose deres udvalg, som talte indtil flere oplagte kandidater til noget granskning. Valget faldt på en smuk spanier, som trækker på nogle seriøse Don Quixote-vibes. Vi gætter måske på, at den er lige så dårlig til at være vin som Don Quixote er til at være ridder. Etiketten strutter ikke ligefrem af opfindsomhed med en bette sol og en orange stribe, men vi holder det ikke imod den. Endnu. Nuvel, til glasset.

Ved første lille ”whiff” er det tydeligt, at denne vin sparker hårdt, som en anden Rosinante. Man kan nærmest se alkoholen fordampe fra vinens overflade. Den første slurk bekræfter mistanken om vinens styrke: den er fandme stærk. Per har først en formodning om, at det er grundet en nylig tandbørstning, men må sande, at vinen bare er sådan. Fortrydelsen træder hurtigt ind hos Marc, som nu har genfundet frygten ved at leve. Med samtlige smagsløg smadret er turen herfra forhåbentlig smooth. Denne vin tager batterierne ud af dit sanseapparat og erstatter dem med cocktailpølser. Den lovede ”frugtige bouquet” er lige så illusorisk som de fantastiske monstre, der kalder Don Quixote til sin riddergerning. Eller som Per – så rammende og poetisk sagde – ”den ka’ jeg ik’ li’.” 

Kort opsummering: Tør, kraftig, og med for meget alkohol i. Ligesom Marc.

33 kr, 13%, i LIDL.

24 flasker portvin fra Nordjylland (meget bette)

Der er oprundet en ganske, ganske speciel dag. Dette indlæg kan i det niveau af public service det indeholder sammenlignes med den dag, vi i fordums tid anmeldte box-vine, for på behørig vis at komme festivaldagene i hu. Nu er det nemlig blevet til at komme nogle andre dage i hu - nemlig dem, vi fejrer, fordi vi korsfæstede en langhåret tømrer, så vi allesammen kunne få gaver. Og denne ihukommelse fører vi naturligvis ud i livet gennem den sagnomspundne rosinlikør, bedre kendt som PORTVIN.

Vi vil gerne lægge ud med at erkende, at det er et drastisk skridt væk fra vores vanlige eksklusivt rødvin-politik. Men nogle gange er monopol ikke en god ting. Og hvornår bedre at ruske op i sine traditioner, end på årets mest traditionsrige tid? Turning a new leaf og alt det pis.

For således at holde det gennemført, kommer de saftige druer, der er objekt for denne Jesus-anmeldelse, fra intet mindre end en hel julekalender - ja, kære læsere, i læste rigtigt: en hel portvinsjulekalender. 24 flasker. 16 varianter. 8 portvinshuse. 1,2 L portvin. Lige under én flaske til hvert redaktionsmedlem. Det er ingen hemmelighed, at vi har glædet os som små alkoholiserede julegrise til at anmelde dette kvalmende søde mesterværk for jer, trofaste discountvinstilhængere. Og fra i dag forhåbentlig endnu større tilhængere af portvin end hidtil.

Og før vi rigtig sætter fra, et lille dementi: eftersom herligheden har kostet den nette sum af 600 kr., kan vi konstatere en voldsom afvigelse fra vor normale literpris - faktisk en literpris på nøjagtig 500 kr. Det er ca. tifold af normalen. Det ér vi klar over. Men, men, men. Hvis ikke man skulle fejre korsfæsten ved at iføre sig sine højkristne spenderebukser, har man ikke fortjent hverken mandelgave eller nye sokker. Vel. Hold kæft.

OBS! Da denne indledning allerede er alt for lang, og især fordi vi skal anmelde 16 slags portvin, tyr vi til kortfattethedens kunst (dvs. omtrent 3 sætninger) i de enkelte anmeldelser. Men først fra nu.

1. december - Dalva LBV 2012 
Strutter af sødme. Den har det med dig som en nissepige, der står og sveder under misteltenen. En klar nummer et på vores liste indtil videre.

2. december - Messias Colheita Porto 2005
Ny nummer et! The second coming var åbenbart i 2005, da vinhuset Messias udkom med denne fromme banger. Let og silkeblød - som en uoppustet ballon.

3. december - Borges Porto Tawny Reserva 
Ambitiøs men uden tyngde, lidt som en bokser uden ben. Forsvinder i munden og indtager en klar tredjeplads. Den ville være fin at få i gave, men man ville helt sikkert slette giveren fra sin Steam-venneliste.

4. december - Kopke Porto Fine White
Svær at anmelde lige ovenpå en tawny, men den virker noget anonym. Vil gerne være i munden længere end den egentlig er. Minder os om en trist hvidvin, og skal derfor bare overstås.

5. december - Porto Cruz Pink Rosé
Det her er den søde pige i klassen. Ikke vores favorit, men ekstremt fascinerende. Man kan faktisk smage roséen på tungeflankerne. "Den er... wauw!", siger Marc, og overvejer at fri til en portvin. Dumme Marc. Men søde vin.









6. december - Taylor's Select Reserve Port
Sød, kraftig, tør. Defin
itionen på en gedigen portvin. Hvis en portvin skulle lave en portvin, så ville den smage som netop denne portvin. Vi har fundet en helt klar favorit til en delt anden- eller tredjeplads.








[ØLPAUSE]

7. december - Dow's old Tawny Port
Det her er en instant favorite blot ved at være en 10 år gammel tawny. Og ved første slurk mærker man, at den har rutine; den er supercute rigtig langt ind i munden. Ikke i lang tid, bare langt. Og dog er eftersmagen meget vedholdende og sensuelt-kataklysmisk.

8. december - Dalva Colheita White 2007
Vi vidste det nok godt i forvejen, men vi har nu allerede fået bekræftet, at vi ikke er tilhængere af hvis portvin fremfor mørk. Marc føler, at der mangler en bund - som hvis du hører et musiknummer uden bas. Ren top og midte. I og med sødmen heller ikke med denne hvide port følges op af noget tyngde, er det simpelthen for kedeligt. En smal oplevelse, der ikke fortjener et Kodak-moment.

9. december - Martha's Special Reserve Porto
Vi må sande, at vi har med endnu en con artist at gøre. Så snart den har forladt dit svælg, har den forladt dit liv. Vi savner bare den dér tunge eftersmag- og fornemmelse, der får dig til at sige: hold kæft jeg gad godt til disc golf-træning. Lige nu. Men det kan den ikke, så den indtager en klokkeklar delt ottende-niende-plads.

10. december - Messias Porto Dry White
Vi sidder før åbningsøjeblikket og drømmer om en white port, der kan gøre os glade i bolden. Måske skal Messias være vor frelser (hæhæ).
...
Desværre er det den dårligste vi har fået. Den er bitter på en citronskalsagtig måde, hvilket, om man skulle være i tvivl, er en kritik. Det er jo ikke en salat, vi drikker. Vel. Man drikker vel ikke portvin for at komme til at mindes alle de dårlige screwdrivers man har fået serveret gennem årenes løb. Vel.

11. december - Dow's fine Ruby Port
Den har en portvinsflaveour, som vi er nede med, for nu at bruge den lokale lingo. Den smager umiskendeligt at portvin. Hvis ikke vi vidste bedre ville vi tro, at det var en portvin. Vi føler os efter sidste slurk overbevist om, at det på gennemført vis er en ægte portvin.
NB: denne portvin fortjener en mere (sand)færdig anmeldelse. Men det fik den ikke. Vel.

12. december - Kopke Porto Fine Tawny (Sørft Pæch)
Denne vin har en bølgende måde at forplante sig i svælget på, som fortsætter hele vejen fra ganen og ned til der, hvor dit skridt er mindst. Det er en dejlig fornemmelse, som vi værdsætter som et par ordentlige levemænd. Desuden tror vi - nu hvor vi har ramt halvvejspunktet - at vi kun kommer til at give MERE mening herfra.





[ØLPAUSE] (Sørft pæch)

13. december - Messias LBV Porto
Det er som om, at Messias anerkendte den manglende pondus i sin Dry White, og derfor pakkede ekstra i denne LBV. En kradsbørstig rosin, der skriver sin smag med lige så store bogstaver som etiketten. Portvinens Andre The Giant.

14. december - Borges Soalheira White 10 års (tillykke)
Denne vin smager af, at du drikker et glas vand, og nogen så råber ordet "portvin" fra inde ved siden af.

15. december - Taylor's 10 year Tawny Port
Den næst-mest rosinaromatiske port, vi har drukket heeeele dagen. Blød som en edderkop, der er maskot for Nivea facecream. Men også behåret som en edderkop, der ikke er. Hvorfor mon man egentlig tænker på dyr, når det er jul.

16. december - Messias 20 års
Vi var på en måde rædselsslagne over, at vi skulle have endnu en Messias, der ikke var tawny. Den er ikke just en white, og det kan man smage. Den er lækker, omend en smule bitter. Den bliver lige hængende og låner sofaen hele weekenden, og det er faktisk hyggeligt. Den opfører sig som den skal inde i din mund, men den overrasker også med nogle mærkeligt okay indsigter. Tak, Messias.

17. december - Borges Ruby Reserve
En sensationella, som fremtvinger det bedst tænkeligt dårlige af middelmådige overstrømmelsesanmeldelser. Vi er hverken glade eller hulkende - vi har med en fin  men også uimponerende Ruby at gøre. Lars er dog lidt hulkende, da han er ved at blive kæmpestor og grøn. Hvorom alting er: Som at høre havet i en konkylie: Den er der, men det passer ikke.

18. december - Porto Cruz Lágrima Branco
Den smager præcis som alle de andre hvide: Den har en portvinsting kørende for sig, men insisterer på, at det bare er en fase. Det er den type vin, der inviterer dig til den sygeste fest, hvor der så viser sig at blive smidt en grill ud over altanen, ned på en bil, så festen lukker brat. God idé, men dårlig udførelse. Vi håber, du er forsikret.





[ØLPAUSE] (Forhåbentlig drikker I også, når vi skriver dette, kære læsere.)

19. december - Kopke Fine Ruby
Chokoladetoner kommer ind i billedet og kvæler hovedrollen, mens troværdigheden daler ned i skødet på uopmærksomme bodyguards. Vi havde et nogenlunde øje til Kopke, men hermed falder det gevaldigt ud af øjenhulen. Lige så neutralt som alle tror Belgien var under begge verdenskrige (mic-drop).

20. december - Martha's Pink Rosé Port
En uhellig smag af syntetisk brombær møder os som en åbenbaring, da vi på samme tid tager en slurk af denne forfærdelige ikke-portvinsagtige portvin. Det er aldrig godt, når man tænker "Ribenår" før man tænker "vingård". Havde der fandtes en hel flaske, ville vi selvfølgelig have ønsket os at falde over den i anmeldelsesøjemed, for derefter at have hadet den til jorden.

21. december - Borges White Reserva Oh Yeah
Denne vin formår at vække de positiveste løg i smagen, som vi kan mønstre under effekt af noget så kedeligt som en hvid portvin. Det er klart vores favorit fra gruppettoen, som indtil videre er udgjort primært af ikke-Tawny. Tusind tak, Borges, men stadig ellers mange tak, tak.

22. december - Dalva Colheita 2004
Kamelbrun, skarp og delt anden-tredjeplads ift. rosinsmag. Den mest kålhøgne eftersmag, vi har haft fornøjelsen af indtil videre i aften. Du kan mærke dine kæber prolapse ind over sig selv imens din tunge langsomt bliver følelsesløs. Det er rigtig godt, hvis du faktisk i historisk forstand var med i det slag, som blev afbilledet i Braveheart, altså det første, hvor skotterne vinder-agtigt, men ikke så godt, hvis ikke du lever i Middelalderen, og bare skal dø. Derfor får den en flot plads på top 10. Vel.

23. december - Dow's 2012 LBV
Lillejuleaften kommer med et twist af årstidens kage: Brunkagen. En galvanisering af Lillejuleaftens ligegyldighed og småkagekaos, før man kommer til den egentlige menu, som dagen efter byder på meget bedre ting. Det er en konstatering, som vi selv ikke nyder at nedfælde. Ikke desto mindre er det pure sandhed. Vi gider ikke flere dumme kager i vores dumme portvin. Vel.

24. december - Martha's 30 year port
Vi er nået til finalen, og det er en cliffhanger - også for os. Vi blev faktisk positivt overrasket over, hvor lækkert denne portvin smager. Som en Pokémon har den to yderligere udviklinkgsstadier: Først en eftersmag, der runder hele ganen, og derfter en efter-eftersmag, der forplanter sig enten ned i svælget eller op om kindbenene. Følelsen, som vi føler, er det modsatte af følelsen man har, når man som 10~årig finder ud af, at Juchelmann ikke findes.






 



En lang og rosin-infuseret rejse er nu slut, og vi er to glade(?) mænd. Vi er mindst lige så glade for de af jer, der har læst med i så lang tid, som det har taget at nå hertil. Nogle gange skal man udfordre sig selv, og det gjorde vi - ikke mindst formidlings- og layoutmæssigt - med denne mastodont af en anmeldelse. Det er vores måde at sige glædelig jul... Dit svin. Ses.

<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3

Ca. 20% gennemsnitligt, pissedyrt, herfra: https://nordjysk-vinimport.dk/

La Châsse 2015 aka Glemt på Shell

Kære allesammen. Vi er glade for at se jer. Det er længe siden, at vi har lagt øjne på denne blog, men det betyder ikke, at vi ikke savner jer og elsker jer. Mig og Lars (Marc) har endelig fået tid og lyst til endnu en gang at støve proptrækkeren af og give jer en krads anmeldelse. Dagens vin er en franskmand lavet af en Italiener, så man kan nok godt fornemme at aftenens tema er GLOBALISERING.

Visuelt har vi at gøre med en veldrejet flaske i et flot finish, som endda har et flot segl impregneret i glasset - forestillende en af de der pinde, man bruger til at finde vand med plus et malteserkors (#iksågoth) samt en lille nissetombola. Det gør os både glade, forskrækkede og forventningsfulde. Det er nogenlunde globalt, sådan som vi forestiller os det. Det symboliserer tydeligvis de tre verdenshjørner. Eneste kritik: Hvis det havde været os, der var designeridioter på den her sag, så havde vi nok lavet en af de der pinde, man finder vin med i stedet for nissetombolaen. 

Nok om det. Nu skal vi drikke. Nu skal der gang i de andre sanser.

Marcs kontante konstatering efter første, store slurk er: "Mit svælg er endnu jomfrueligt." Det er som om vinen aldrig når ned bag drøblen - redaktion er uenige om, hvorvidt den stopper lige ved tænderne eller midt på tungen. Efter et par dygtige slurke til, sander vi i fællesskab, at det er en svovlet røver, vi sidder og underholder her ved sofabordet. Syrlig, mere end den er sur. Den gør ikke dig sur, måske bare både glad og græsk-katolsk på én og samme tid. 

Ifølge den flamboyante bagsidetekst (som til information er skrevet i en sjælden førsteperson), skulle denne fransk-italienske druehistorie smage rigtig meget af kirsebær og solbær. Men gør den det? Det er mere smagen af eftersmagen af benzin to dage derpå. Så eftersmagen af gammel benzin. Eller en gammel eftersmag af benzin. Vi er med andre ord ikke helt sikre. Det' hel' sikker. Og det kan jo være fint at blive udfordret på sine fornemmelser, men i denne verden af handicappet vinproduktion og pergamentessens er det et klart faux pas, at man ikke bare siger: "den kan drikkes. Og den får mig ikke til at kaste op."

Efter nogle slurke kommer Lars med et lille hvin og udbryder: "den smager jo dårligt," og kommer med åbenbaringen, at den ikke smager af rødvin, men mere af kold gløgg. En overgæret, overiltet sag, der mere smager af slatterne fra for to uger siden, end den ægte rødvin den poserer som. Udvundet af grænsetoldere med dårlig smag i musik og svedne karameller. Det er den nok ikke, men det lyder godt på CV'et. 

NOTABENE: På nuværende tidspunkt er vi kun halvandet glas inde, så vi giver flasken en chance for at komme tilbage i de kommende runder. P.t. slår den dog lige så hårdt som en bovlam hoppe, der har set sig sur på en boltpistol.

*En times tid senere* 

Flasken er nu tom, og den endelige dom er faldet: Vi er ikke glade mennesker, efter at vi har indtaget denne vin, selvom det tydeligt var lovet på etiketten. Lars føler at de dårlige sider er blevet brændt væk af den selvforstærkende effekt - en form for Stockholm-syndrom - mens Marc ikke falder for sådanne billige tricks, såsom at drikke mere. Bevares, Marc forstår godt dét der med at drikke mere, men i det her tilfælde er det ikke noget, som dulmer hans kritiske sans. Han har det med denne vin, som Eisenhower havde det med den der dæmning: "Hvorfor kommer så meget vand ud, når det vand alligevel bare er dårlig vin?" 

Lad dette være en lærestreg til alle, der bare tror at de kan bygge en dæmning uden først at betale deres dues til de døde. Tak for i aften. 

39 kr., 12,5% i Ku'ik'li'  

Lazy Caesar Rosso Toscano (fra efter Jesu fødsel)

Der er sket det forunderlige, at redaktionens to halvdele efter en lang hiatus har opnået geografisk nærhed endnu engang. Store afstande, diverse udgaver af voksenliv og store "vigtige ting" har gjort det svært - for ikke at sige umuligt - at bedrive public service på discountvin-området i det omfang, vi har ønsket. Men nu skal det være slut, for nu gør vi det igen! I aften blogger vi bare rigtig meget live fra en hidsig taglejlighed på Istedgade, og vi er klar til at give jeres tilværelse den Ribena-culeur*, som den vitterlig fortjener. 

Det er enhver discountvinkenders drøm at kunne bestille dårlig vin hjemme fra stuen kun iført underbukser. Det kan du nu! Internettet har gjort det muligt at bestille alverdens pis from the comfort of your own castle, uden at internettet ved om du er en hund eller ej. Det gælder dog som bekendt ikke robotter, men eftersom robotter og mennesker/hunde ikke skal leve sammen, er det jo fint. Vi har shoppet denne flaske hos internetsupermarkedet nemlig.com, hvilket giver os nogle udfordringer i forhold til vores koncept, siden man ikke kan vælte ned i sin lokale sprøjtforhandler, og som en anden millenial plukke den flegmatisk fra de krom-skinnende hylder. Spontaniteten er væk, siden vi sander, at vi er gået ind i informationsalderen 2.0, og ingen behøver forlade deres skildpaddeskjold nogensinde igen. 

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at vi her på bloggen ofte udvælger vine baseret på deres indpakning. Grunden til, at Marc har valgt denne aftenens første kattekvælervæske, er udelukkende baseret på det faktum, at der ligger en romersk kejser og slænger sig på etiketten. I ren Dionysos-stil ligger han og propper druer direkte fra stilk ind i sin fede mund, som enhver ægte levemand jo ville ønske sig han kunne gøre til evig tid. Den dovne kejser er et forbillede for alle, men måske især de trofaste stamkunder her på bloggen, der trods nogle lange halvlege følger i vores i bund og grund kampidiotiske vinprojekt.  

Selve vinen er overraskende behagelig at drikke - første slurk er lidt svær at bedømme, men efter nogle glas er man glædeligt ikke-overrasket. Den glider ned, men jo mere man bunder jo mere melder den klassiske pergament-belægning sig som en nærmest kærkommen tilstedeværelse (WE MISSED U OLD GIRL). Objektivt set kan man kun være imponeret over den meget vinagtige smag, og glad for, at pergamentationen indtræder meget sent i flasken. Det er vi glade for. Vi tror også at I kan blive ganske glade for denne vinagtige vin - ikke fordi vi vil sige, at det er en god vin, men den er solidt plantet i lortevinens overmiddelklasse. Det er en personlig vurdering, om man synes den er de 39,95 og fragttiden værd, men vi kan i hvert fald med ro i sindet sige "tell my wife: hello".   

*det er fransk for sovsekulør

39,95, 13,5% på Hemli' Flot Gom

Castillo de Monlero aka en tur i edderkoppehuset

Det første glas får af en eller anden grund Marc i julestemning. Det bryder han sig ikke ubetinget om.Vi har her at gøre med det, som vi kun kan antage er Super Brugsens faste, dårlige vin - det de byder folk, der gerne vil have billig vin uden at skulle trawle sig igennem tilbudsudvalget. Vi har jo tidligere anmeldt denne drue anno 2009, hvis specifikke smag og karakter selvfølgelig stadig står knivskarpt i redaktionens erindring.

På etiketten fremturer bagmændende først med, at vinen har en "complex character". Det er vi ikke enige i. Vi har smagt med henblik på specifikt at vurdere kompleksiteten, og konklusionen er, at den her vin er ikke mere kompleks end bogen "Totte bader", der handler om Totte, der bader. Efterfølgende påstås der, at druen er plukket "at just the right moment". Om dette betyder, at druen har været så god, som den kunne blive, eller at den blev plukket sekundet før en stiv spanier overpisser hele vinstokken (for sådan ER DE), må stå hen i det uvisse. Dernæst tales der om "ripe fruits" og "a lingering and satisfying finish." Vi kan straks gå med til, at den bliver hængende, men det er ikke sikkert man vil have det. Denne Tempranillo er lidt svær sådan lige at feje af bordet. Som Mart siger: jeg har det jo godt. Og ja - på trods af, at det er en faktisk meget sur og lidt tør vin, som man for guds skyld ikke skal lade ligge på det bagerste af tungen, så har vi det efter næsten tømt flaske ret godt. Man bliver varm og glad indeni, og der er ikke nogle af de sure opstød og klamme backlashes, som vi ellers har vænnet os til. Den giver ikke engang blå tænder. Så i den forstand, set i relation til feltet af dårlige vine i almindelighed, er den faktisk ganske tilfredsstillende. Vi gentager gerne det efterhånden velkendte faktum, at de to primære kriterier for, om en vin i Discountvin-øjemed klarer sig godt er, at man hverken kaster op eller har lyst til at hælde den ud. At vinen ender i kroppen og bliver der. Så er det godt. Og det er den her vin, selvom den gør lidt ondt at sluge.

P.S.: Sådan staver man til den lyd Lart udbrød, da han tog første slurk: ktlssss-rrrrp-ccrrrgg!

35 kr., 13% i Svupperbussen

Cocky vin de France aka Kondomvin

I aftenens fuldstændig uoplagte anledning er det ingen ringere end den ægte nordjyde Mikton O-til-den-Bæws, der sidder på den anden side af bordet og skal kvæles i et forfærdeligt produkt. Han lægger efter første slurk ud med at få på plads, at vinen er lavet på dadler. Det virker ikke mindre plausibelt af, at den eller de halvskabninger, der står bag omtalte produkt, ikke har gidet informere om, hvilke druer væsken er kogt ind på. En meget aggressiv plastikagtig smag gør det klart, at vinen før tapning har ligget til lagring i balloner, hvilket måske er originalt, men også pissedumt.

Flaskens etiket er ellers overbevisende hipt skåret. Med en hane der poserer på en væltepeter ved siden af navnet Cocky, tænker man uvilkårligt på strunke ungersvende på en vinbar, der nikker til rødkindede studiner gennem glasfacaden. Men den cockiness der er tale om her, er mere ligesom drengefnis fra en teenager der smører hundelort på en brevsprække. Fuck dig siger den. 

Der er ikke mere at sige om den her vin. Kan anbefales, hvis du skal drikke en rotte fuld. 

Fuck den.

Galeón España 2014 aka tis der har været verden rundt med krigsskib (Netto)

Når man en regnfuld torsdag eftermiddag midt i Netto har besluttet sig for, at der skal købes dårlig vin, er næste skridt at bestemme sig for, hvilken dårlig vin, man faktisk skal have med hjem. Når så man øjner en strunk flaske med et skib på etiketten, og derefter kan konstatere, at den er på 13,5%, så er det nok dén man vælger. Der er ikke så meget at rofle om. Derfor er første anmeldelse siden ultimo juni dedikeret til alle søens folk og dem, der tegner skibe. Veni, vidi, vini. 

Det er som om vores bedømmelse af vinen gennemgår tre stadier. (1) er en klar "puha", hvor en gennemtrængende, asket bismag dominerer. Derefter er (2) alligevel en mere "okay, måske kan man godt drikke det her, hvorefter (3) er "egentlig faktisk puha". Man kan måske sige, at vores indledende forståelse af vinen "sejlede" en smuleÆHÆÆÆHÆÆÆ. 

Men vi må komme med en indrømmelse. Redaktionen er dybt splittet i bramsejleneØHEHHE omkring hvorvidt det er eftersmagen eller den smag der kommer før eftersmagen eller selve smagen der er værst. Man kan måske her påstå, at bølgerne går noget højtEHEHHE, men det skal dog nævnes, at vi ikke er så uenige endda, at vi ikke lige kan toppe hinandens glas op og arbejde på en konstruktiv conduite i kabyssenHÆÆ. Man skal ikke bare sådan kaste sin gentleman over bagbordÆHEHHEE grundet små beskøjtereEHHEE. 

Vi er enige om, at vinen ikke er god, men vi er dog kommet frem til dette: Galeón España ligger i top 50% af alle de vine, vi nogensinde har anmeldt. Det får os som en fodnote til at konkludere, at vi har anmeldt noget værre pis. Men det vidste vi jo godt.  

pleasant juicy ending

silky fruity palate

;)))))))))

13,5%, 30 kr i Planketto