Sierra Almiron 2006

Det første, der er iøjnefaldende ved denne vin, er at etiketten ligner noget fra Indiana Jones, eller måske noget fra et Britisk officers-hjem i 1800'tallets Congo. Hvilket jo er en god ting, hvis man ser bort fra henholdsvis 4'eren og slaveri. Fordi 4'eren findes jo ikke, (ej heller Matrix 2 og 3) og slaveri er unfair. Men hvis man vender flasken for at se dens info-lol, støder man ikke på andet end en stregkode. Skuffende.

Den vil med etiketten gerne henlede tankerne på de mere majestætiske savannedyr, såsom elefanter og løver, men den er i virkeligheden en lama-vin - og den er ikke Thug Life.

Vinen bliver unægtelig mere vammel efterhånden som den glider ned, men den er ikke decideret ubehagelig, og dens overordnede kvalitet taget i betragtning er det måske i virkeligheden godt, at den mere er en fornemmelse i halsen end en smag på tungen. På den måde er den lidt ligesom et Poison Sting fra Weedle (kodeord: Pokemon), der gør dig fortræd over længere tid i stedet for at slå dig direkte i gulvet.  

Tynd, kedelig, sur, og altid Rated PG-13. Vinens svar på Jennifer Aniston.

13%, 29 kroner i Kaaawi

Molino Loco 2010

En væsentligt grund til at denne vin overhovedet nåede frem til anmelderbordet er, at den hedder "Molino Loco" - altså: "Den skøre mølle". Det er lovende. Men her må vi sande, at vi er blevet ofre for en af den evindeligt propellerende finanskrises marketing-relaterede bivirkninger: the power of image.* Den her vin er radikalt ikke-loco. Den er rød og den er en væske. Den smager af rødt vand iblandet en smule jord. Et lys går op for Marc da han indser, at denne vin ville være langt bedre tjent med at være en 3-liters papvin; på den måde ville man både spare på emballagen og gøre den mere praktisk at tage med på festival. Det ville også gøre den til en mere ærlig vin: den er ufatteligt rar ved halsen, og det føles indtil videre ikke som om den nogensinde kunne blive kvalmende at drikke. Hvis denne vin var med i en film, ville det være en college rom-com, hvor Molino Loco havde rollen som den nørdede, uanselige anti-prom king-type, som alligevel ender med at få en vis indflydelse på plottet (dvs.: din brandert), uden man helt ved hvorfor.



* Til vores læsere: Vi er hverken blevet idioter eller samtidsbevidste, dette har bare været et forsøg fra vores side, på at anmelde en vin som Politiken ville have anmeldt finanskrisen.

13% 40 kroner i Føn-Heks

Fountain Crossing 2009

Vi har tidligere givet store roser til Løvbjerg for at have givet os Don Simon på plastikflaske til 15 kr, den billigste brandert nogensinde. Men nu er det tid til en røffel. Don Simon, smukt som det end var at se den palle med kasser med dæjlig vin, var blot for en kort frist, og vi er nu nødsaget til at kigge på det gængse sortiment. Og det er rent ud sagt pinligt. Ikke én vin møder vores (dog lidt løse) krav om at en flaske skal koste under 35 kr. Men, siden vi andre gange har slækket på denne regel, har vi anskaffet os en sag til 36 kr. Og vi forventer da at Løvbjerg inden længe vil rette op på denne fatale fejl, før end de bliver lagt for had af denne blog.
Men men men. Til fadet.

Det er en flot vin. Og med det samme kan vi afsløre, at vi er meget positivt stemte overfor den. Ved allerførste slurk var det udelukkende det tørre, kraftige og lidt sure indtryk, vi bemærkede. Efter et halvt glas virkede det stadig som en udfordring at drikke ud uden at få gallopperende kvalme men efter 2/3 flaske har vi revurderet; det er dejligt, at vi har to flasker, og vi frygter slet ikke flaske nummer to! Hvis denne vin var en karakter i et plot, ville den være Samwise Gamgee, der starter som en røvirriterende og ubrugelig svagdrikker med et patologisk forhold til planter (og sin far), men som ender med at transportere din nær-døde krop op af Mount Dooms fæle skrænter.* Og da vi pr. global konsensus må sande, at målet med en aften, der indledes med to flasker vin á 1/3 timeløn nok er at ende faretruende tæt på The Fiery Chasm from Whence We Came, må denne vin sige at være sin beskedne pris værd i vin. Win.

14% 36 kroner i Löewbär

* På trods af det faktum, at Sam på paradoksal vis bliver mere og mere fedladen, efterhånden som hobbitterne vandrer mere og mere og får mindre og mindre elver-bøsse-brød at spise.