Denne sydøstaustralske vin har fået intet mindre end to udmærkelser som "Superprodukt i forbrugertest" i hhv. 2005 og 2010. Som en art kontrafaktisk guru udbryder Marc straks ved første sip: "Argh! Den går lige i næsen, den her", og derpå: "...og så sker der ikke mere." Den sætter sig som en brændende fornemmelse lige over adamsæblet, og man forestiller sig at de mennesker, der er ansvarlige for at pådutte vinen sine førnævnte udmærkelser (som vi antager er for 'kvalitet' i den gængse forstand), måske i virkeligheden slet ikke er mennesker, men robotter, hvis smagsløg er blevet programmeret af Jar-Jar Binks, der free-roller på et par striber rigtig, rigtig dårlig coke. I øvrigt mener vi at mennesker og robotter ikke skal leve sammen.
Vi har i virkeligheden at gøre med en væske, der er mere likør end den er vin. Den er tung i udtrykket og er med sine 13,5% en potent satan, der ligesom lægger sig helt oppe under kindbenene og ulmer sødt. Hvis man modregner prisen den høje alkoholprocent er der tale om en god lortevin, men smagen - som trods alt, hånden på vintønden, ikke er i højsædet her på redaktionen - minder lidt om gæret smølf. Marc mener, at der er tale om vin de fuck. Det er sandsynligvis ubestrideligt, men hvis du skal på festival kan det i denne sammenhæng være ligegyldigt, eftersom denne "vin" er indkapslet i glas og ikke i pap.
